Så er vi der igen

TANDLÆGESKRÆK.... eller angst. For jeg vil faktisk sige det er to forskellige ting. MANGE har tandlægeskræk... hvor man er bange for at tage afsted, man ryster på hænderne osv. Men man kommer rent faktisk afsted, trods skrækken. Mange bruger dette ord lidt i flæng synes jeg.

Så er der tandlægeANGST... der kommer man ikke afsted, med mindre man har så ondt at man har ligget og hylet et døgn på sit badeværelsesgulv. Og man er sågar klar til at melde pas til tandlægen, hvis smerten næste morgen er udholdelig. Og kommer man endelig afsted er det med kvalme, koldsved, tynd mave, ukontrolleret rysten, hjertebanken så man frygter at hjertet går i stå.. og tårerne stående ud af hovedet.

Latterligt, synes nogen vel. Og nogen siger også: Tag dig sammen!

Men jeg lover dig, hvis bare det var så let.....

Jeps du har nok gættet det. Jeg lider noget så frygteligt af tandlægeANGST! Jeg har skrevet om det før, men tager emnet op igen, fordi det igen er aktuelt for mig. Sidste gang, endte nemlig som så mange gange før. Man ringer og får en tid... næste dag er smerten udholdelig, og man melder afbud med et lamt: Jeg er syyyyg.

Mine tænder, især alle kindtænder, er bare totalt dårlige. Jeg har siden fredag ikke kunnet spise andet end det der ikke skal tygges. Og bare det at synke, skaber vaacum i et hul, som gør super ondt. Og først NU, i skrivende stund, har jeg fundet en tandlæge som er vant til at tackle angst.

Dette er MIT første skridt mod at få gjort noget ved tingene. Eller dvs. mit første skridt var at sige det højt, til mine nærmeste venner. Bare det at sige det højt, at jeg har ondt og jeg TØR ikke tandlægen.... var en stor lettelse. Jeg vil normalt helst fremstå som SuperWoman, der klarer skærene uden at fortrække en mine. Men nu skal det være slut!! (håber jeg....)

Jeg ved hvornår mit tandlægeskræk blev grundlagt. Det gjorde det, da jeg var omkring 12 år gammel og skulle have rettet tænder. Vi skulle til en specialtandlæge i Vejle og jeg var frisk på den. Jeg havde fået at vide vi skulle op og snakke om bøjler. Mens vi er hos manden, fortæller han en masse om bøjler og om hele forløbet. Jeg er stadig frisk, for manden virker rar og fortæller fint.

Men så tager det hele en drejning jeg ikke havde set komme. Vi starter NU!!! Det var ikke bare en samtale. Og inden jeg når at tælle til tre, har jeg munden fuld af dimser med en klæbrig masse, der gør at jeg er tæt på at kaste op. Jeg bliver totalt bange og føler det som en KÆMPE overgreb. Manden bliver småsnerrende og siger at NU skal jeg lige slappe af, for det gør jo ikke ondt, det er baaare et aftryk. Men det hele kom bag på mig og kan idag virke harmløst.... men fra den dag af, har jeg følt tandlægebesøgende, som overgreb. Senere endda overgreb der var fyldt med smerte.

Da jeg er 19 år gammel, bliver jeg gravid og venter Nanna. Jeg glæder mig afsindigt til hun kommer og jeg har aldrig fortrudt et sekund. Med i denne graviditet, følger der imidlertid en bonusgave. Noget jeg aldrig havde skænket en tanke. Jeg fik bøvl med stofskiftet og under graviditeten fik jeg 20 huller. Indtil den dag havde jeg ingen.

Efter endt graviditet fik jeg så liiiige fixet nogen og 20 huller på een gang. Mere overgreb og mere ondt. Og fra den dag af er det bare gået ned af bakke. Hver gang jeg skulle til tandlægen kostede det pludselig flere tusinde kroner. Penge jeg, da jeg blev alene, ikke kunne skaffe. Så begyndte jeg at springe tandlægen over, af de økonomiske årsager.

Med tiden blev dette så en ond cirkel. For jo flere gange jeg sprang over, jo flere og værre blev skaderne på mine tænder. Men cirklen var igang. En blanding af angst for tandlægen, smerterne og manglende evne til at betale for at undgå disse ting.....

Og med alt dette kommer så skammen. Skammen over at man ikke bare kan "tage sig sammen", som man tit får slynget i hovedet. Skammen over at tænderne ikke længere er så pæne. Skammen over at skulle takke ned til middagsinvitationer. Skammen over at føle sig ringere. Skammen over igen og igen at skulle forsøge at forklare, HVORFOR det gik så galt, og HVORFOR man ikke bare ser og kommer afsted til den tandlæge.

Jeg tror ikke at ret mange kan forestille sig, hvor grimt man kan have det med sig selv, når ens tænder ikke er gode og pæne. Men alt det har jeg skrevet om før.

Nu skal bøtten vendes. Nu har jeg tabt mig NOK, fordi jeg ikke spiser de ting jeg bør. Og i flere dage har jeg nu kun spist dårligt. Nu håber jeg, at tandlægen jeg har fundet, er god. Og at det beroligende medicin jeg får af lægen, lige inden, vil gøre en forskel. Og jeg håber inderligt der findes en løsning på det økonomiske. Noget skal søges ved kommunen, andet må jeg se om jeg kan låne i banken. Pensionen rækker ikke just til sådan en omgang.

Jeg når nok ikke at blive færdig og klar til at tage med til Nanna's afskedsmiddag med klassen og forældrene. Men det skal bare være SIDSTE gang, jeg svigter hende pga. tænder!!!!!

Og jeg er træt af at jeg er blevet dårlig til at skrive herinde. Men alt i alt, handler det hele om tænder. Når man har ondt, har man nul krudt. Og dermed har jeg ikke haft skaberlyst længe. Jeg vågner 6-8 gange om natten, fordi underbevistheden siger: HUSK du må ikke ligge og bide sammen..... Nok er NOK!!!