En trist dag

torsdag den 4. februar 2010

Idag er bare en trist dum dag. Miss Mis, tager på sin sidste drømmetur til misseland. Hun har været slemt plaget af loppeeksem. Hun har fået alskens medicin, antibiotika, loppemidler af snart alle producenter og med kun 2 ugers interval.

Og lige lidt har det hjulpet. Mere og mere pels forsvinder bare. Hun sitrer i pelsen og kan ikke finde ro. Vanerne er brudt og roen er slet ikke som før.

Dyrlægen ved ikke mere hvad de skal forsøge. Og de spurgte mig, hvor meget mere skal vi teste? hvor meget medicin skal hun leve med at have ? Hvis der havde været bedring at spore, var det en helt anden sag. Men det syner bare værre ....

Nå, ikke mere jammer og forklaringer.... det er kun fordi jeg har det så svært med at tage den beslutning. Men jeg har heldigvis været godt bakket op af dyrlægen og venner.

Om lidt, så har hun det bedre....

Tak for støtte undervejs fra diverse kanter. I ved hvem i er :)
Puha, her bliver tomt.

21 kommentarer:

Deborah sagde ...

Masser af kram og tanker til dig. Vi er jo nødt til at tage de svære beslutninger også. Det hører desværre jo med. Ens bedste dejlige ven skal ikke lide, og når alt er forsøgt, så er det den rigtige løsning. Lige præcis, lige om lidt har hun det godt, men for hulen det er tomt og trist :( Jeg gruer for, når jeg skal til det, for dagen kommer jo på et tidspunkt.

kludemutter sagde ...

Sikke trist at måtte sige farvel til hende.
Det er dog en trøst hun får det bedre der hvor hun kommer hen.

Knus Yt.

Anita sagde ...

Det gør mig frygtelig ondt at høre, Tina, men det er det bedste og det må du tro på helt nede i maven.

Heldigvis har du masser af smukke smukke billeder af hende til evigt minde om en ganske speciel Miss Mis.

10.000 knus og varme tanker!

Anja sagde ...

Det er altid trist når man skal af med sine dyr.
Men selvom beslutningen er svær, så er det det bedste for Miss Mis.
Du får lige et træstekram
Anja

Bettina sagde ...

Åh nej Tina! Du ved jo, hvor meget jeg lige netop kan sætte mig ind i dette, vi var der jo selv for præcist en måned siden med Arthur. :o( Det er så forbandet hårdt, men jeg har brugt rigtigt meget tid på at messe for Anna og Emil, at alt andet ville være endnu mere uudholdeligt og plagsomt for dyret. Du har gjort det rette, Tina!! Stort, stort kram til dig! De næste mange dage vil du stadig kunne "høre" den, alle de kendte lyde, som man pludseligt mangler men før ikke lagde mærke til...

Mange, mange tanker til dig! Og du vil sikkert ikke høre det, men for vores vedkommende var en ny mis i huset altså en stor, stor terapi. :o)

Heidi sagde ...

Hvor er det trist. Jeg har selv en gammel jas af en kat, og jeg er glad for hver dag jeg har med ham, for han er her jo ikke evigt.
Jeg forstår hvor svært det må være at lege Gud og selv skal bestemme hvornår et liv er slut. Jeg føler med dig, men jeg er sikker på det er det bedste for alle parter.
1000 knus og kram og varme tanker herfra.

Rikke sagde ...

Det er jeg ked af at høre. Det er sådan en fin mis. Men på et tidspunkt må man jo sige fra, og jeg synes det er flot, at du kan gøre det. Dyrene kan jo ikke gøre det, så vi er nødt til at gøre det for dem.

Helle Koed sagde ...

Åh nej... *SNØFT*
Det er aldrig sjovt at tage afsked med sine dyr... Sår også er burde sige farvel til den ene af vores katte, det er svært!
Du gør det rigtige... ;)
KNUS OG KRAM

Esther sagde ...

Det er så trist at skulle sige farvel til sit elskede dyr, men det er det eneste rigtige at gøre, når det lider.
Jeg har selv været der et par gange og ved, hvor ondt det gør.

Mange knus&tanker
fra mig

Lin sagde ...

Ih, man kommer til at holde saaaa meget af de smaa firbenede, og de fylder meget i ens hverdag. Et kapitel er ovre Tina. Foeler med dig.
Stort mega krammi herfra

Karin Grøn sagde ...

Selom det er hårdt, så lyder det til, at du har truffet den rigtige beslutning for både dig og katten. Vi, der har husdyr ved jo, at vi kommer til at stå i den situation på et eller andet tidspunkt, men det der yderst ubehageligt. Vi prøvede det i maj med en højt elsket hund der blev lidt over 11 år, men der var ingen tvivl, så afgørelsen var ikke så svær, men den gjorde ondt. Jeg ved ikke om hvide katte ligesom hvide hunde har større problemer med allergi og hud end farvede katte, men det er da værd at overveje, hvis man skal have en ny kat. Jeg føler med dig og håber du finder en løsning og får en ny kat snart. Vi havde to hunde, så vi har ikke haft de største problemer på den måde bortset fra den anden hund skulle lave hele sit liv om, for den manglede sin " gamle" hund til at fortælle og forklare verden.

Ingrids strik og patchwork sagde ...

Kære Tina

Det er altid slemt at miste en ven som din lille kat jo var blevet.
Men både for dens skyld og for din egen har du truffet den rigtige beslutning.
Jeg håber du får en lille rask mis ,du kan glæde dig med.
Knus Ingrid

Garn, hund & kat sagde ...

det gør mig ondt - desværre er det nogen gange det bedste vi kan gøre, at give dem fred.

Ditte sagde ...

Åh, det er bare en hård beslutning at skulle tage. Og den eneste trøst er at missen endelig har fred og INGEN kløe.... Kram til jer begge.
Knus

Tina sagde ...

Tak for stor opbakning og omsorg for os :) I er super skønnen allesammen! I skal vide at jeg har læst jeres kommentarer mange gange og jeg sætter stor stor pris på hver og een!!

Jeps vi hører stadig katten over det hele. Jeg tager mig selv i at smide et stykke kylling og kalde Mis mis!! Eller venter på hvornår hun hopper op i sofaen og forskrækker mig når jeg ser tv. Alle de steder hvor hun normalt ER! Og det føles grimt og tomt.

Så ingen tvivl om at jeg ønsker mig en ny beboer her. Men lige hvad og hvordan, det ved jeg ikke helt. Jeg ønsker mig enten en ny Hellig Birma, en Maine Coon eller noget halvt af disse racer.

Samtidig ønkser jeg mig en hyggemis der gider kæle og ikke er for egen.

Der går så mange historier og meninger i det når man spørger rundt om.
Nogen siger hanner er mest hyggelystne og andre siger hunner. Nogen siger race A og andre siger race B!

Så jeg er lidt i syv sind lige nu. PLUS jeg føler mig lidt ond at kigge på kat allerede nu :(

Bettina sagde ...

Hvis du er så meget i tvivl omkring race men åbenbart ikke vil have en huskat, kan du jo prøve på et internat!? Der får de ofte en god fornemmelse for katten i den tid, den er der, og man kan få en god fornemmelse for dem ved besøget. Det har jeg gerne villet, de sidste gange vi har fået ny kat, men manden er ret fokuserede på Maine Coons (de er i øvrigt MEGET sociale, det kan jeg skrive under på - det er ikke for ingenting, man siger, de er den katterace, der minder mest om hunde! *s*)

Tina sagde ...

Jeg har overvejet internatet. Fordi jeg både redder en missekat som ikke har en familie. OG jeg kan vælge en sød misser der passer til os.
Samtidig sukker jeg også efter præge min egen :) Nu har jeg to gange modtaget en voksen missekat. Ikke at de ikke har været skønne, for det har de da!!

Men er Maine Coons også hygge, hænge, nusse katte? Eller er de mere selvstændige end andre ? Je gkender til deres intelligens og brug for at blive stimuleret med leg og evt. træning. Det har jeg hørt og læst om.

Rikke sagde ...

Jeg synes det er skægt at Bettina skriver at Maine Coons bliver kaldt for den mest "hundede" kat, for det var nøjagtig det samme, der blev sagt om British Shorthair, da vi købte vores. Vores kat følger os alle steder hen (dog kun inde i lejligheden, da den er indekat). Vi har en kastreret hankat, men da jeg ikke har prøvet at have en hunkat, kan jeg ikke sige noget om forskellen mellem kønnene.
Lige præcis dig vil jeg dog ikke foreslå en brite, da de ikke er den type katte, der hopper op på skødet af dig i sofaen. De lægger sig altid i nærheden af dig, for de kan lide at følge med i, hvad der sker og hvad du laver. Men de hopper meget sjældent op på skødet, og det lyder som om det er sådan en kat, du har brug for.

Hvad med en Ragdoll? De minder jo lidt om Birmaen i udseende, og så synes jeg det er så skønt, at man bare kan bære rundt på dem og vende dem som man har lyst :D
Jeg har godt nok ikke selv haft en, så jeg kan ikke sige, hvordan de er i hverdagen. Men de virker meget sociale og kælne.

Esther sagde ...

Tja, jeg kan jo kun anbefale burmillaen. Min gamle Capriccio kan jeg slet ikke få lov til at være i fred for - det vil jeg nu heller ikke ;)

Han vil ligge på skødet når jeg sidder ved computeren og prikker mig "diskret" på benet med en klo at jeg skal løfte ham op.
Nogle gange springer han selv, men han er jo gammel nu, så han vil hellere løftes op.
Når jeg sidder i sofaen hopper han op og lægger sig på mig eller op ad mit ben og jeg deler hovedpude med ham hver nat.
Jeg har haft en burmilla før - og han opførte sig på samme måde.
Og det er helt sikkert at jeg vil have burmilla igen.

Det med at føle sig "ond" ved at tænke på ny kat allerede er meget naturligt, men det er nu min erfaring at anskaffelsen af en ny kat hurtigere fjerner sorgen. Ikke at man glemmer den afdøde kat, men det bliver nemmere.

Under alle omstændigheder skal du gøre hvad du føler er rigtigst for DIG.

Tina sagde ...

Rikke: British shorthair er skønne misser uden tvivl :) Men du har ramt helt rigtigt.... jeg ønsker mig bestemt en kat der har lyst til at hænge. Og jeg kan da sagtens ende op med at bo sammen med en lille gårdkat. Men følelsen af at det er den rigtige for mig, den skal bestemt være der :)

Esther: Det du beskriver der lyder rigtig meget som Hellig Birma. Den følger også een over alt. På toilet, i køkkenet, i bad, alt!!
Men jeg tænker at inden for alle racer er der også individuelle missekatte. Nogen vil kun ligge ved siden af een, andre nærmest i nakken på een. :)
Jeg har tit hørt at folk anskaffer ny kat hurtigt. Jeg ville måske også gøre det... men lytter lidt til datteren som i den grad synes det er helligbrøde endnu. :)

Bettina sagde ...

Tina, jeg kan ikke rigtigt fortælle om erfaring fra afdøde Arthur, da den blev "følelsemæssigt skadet" fra den var killing MEN jeg kan fortælle, at Charlie, vores "lille" nye red-silver Maine Coon, er vanvittigt social. Den er overalt, hvor vi er, og lægger sig så tæt på os som muligt eller hellere oven på os, sidder på skødet af os, når vi spiser, sover i vores seng (ligesom gamle Arthur gjorde, på min hovedpude), slæber sit legetøj med op fra stuen til 1.-sal, hvor vi befinder os om aftenen, så vi kan lege med den (derfor skrev jeg det med hunden) osv...det er helt fantastisk. :o)
MEN den har sandelig meget at lære angående garn og strikkepinde, og dét har jeg ikke skullet bøvle med med Arthur, så om det er katte- eller racebetinget ved jeg ikke. *hehe* Og den har gnavet to iPod-headsetledninger i stykker på de 3 uger, vi nu har haft den.*S*

Send en kommentar