Så er vi der igen

mandag den 8. februar 2010

TANDLÆGESKRÆK.... eller angst. For jeg vil faktisk sige det er to forskellige ting. MANGE har tandlægeskræk... hvor man er bange for at tage afsted, man ryster på hænderne osv. Men man kommer rent faktisk afsted, trods skrækken. Mange bruger dette ord lidt i flæng synes jeg.

Så er der tandlægeANGST... der kommer man ikke afsted, med mindre man har så ondt at man har ligget og hylet et døgn på sit badeværelsesgulv. Og man er sågar klar til at melde pas til tandlægen, hvis smerten næste morgen er udholdelig. Og kommer man endelig afsted er det med kvalme, koldsved, tynd mave, ukontrolleret rysten, hjertebanken så man frygter at hjertet går i stå.. og tårerne stående ud af hovedet.

Latterligt, synes nogen vel. Og nogen siger også: Tag dig sammen!

Men jeg lover dig, hvis bare det var så let.....

Jeps du har nok gættet det. Jeg lider noget så frygteligt af tandlægeANGST! Jeg har skrevet om det før, men tager emnet op igen, fordi det igen er aktuelt for mig. Sidste gang, endte nemlig som så mange gange før. Man ringer og får en tid... næste dag er smerten udholdelig, og man melder afbud med et lamt: Jeg er syyyyg.

Mine tænder, især alle kindtænder, er bare totalt dårlige. Jeg har siden fredag ikke kunnet spise andet end det der ikke skal tygges. Og bare det at synke, skaber vaacum i et hul, som gør super ondt. Og først NU, i skrivende stund, har jeg fundet en tandlæge som er vant til at tackle angst.

Dette er MIT første skridt mod at få gjort noget ved tingene. Eller dvs. mit første skridt var at sige det højt, til mine nærmeste venner. Bare det at sige det højt, at jeg har ondt og jeg TØR ikke tandlægen.... var en stor lettelse. Jeg vil normalt helst fremstå som SuperWoman, der klarer skærene uden at fortrække en mine. Men nu skal det være slut!! (håber jeg....)

Jeg ved hvornår mit tandlægeskræk blev grundlagt. Det gjorde det, da jeg var omkring 12 år gammel og skulle have rettet tænder. Vi skulle til en specialtandlæge i Vejle og jeg var frisk på den. Jeg havde fået at vide vi skulle op og snakke om bøjler. Mens vi er hos manden, fortæller han en masse om bøjler og om hele forløbet. Jeg er stadig frisk, for manden virker rar og fortæller fint.

Men så tager det hele en drejning jeg ikke havde set komme. Vi starter NU!!! Det var ikke bare en samtale. Og inden jeg når at tælle til tre, har jeg munden fuld af dimser med en klæbrig masse, der gør at jeg er tæt på at kaste op. Jeg bliver totalt bange og føler det som en KÆMPE overgreb. Manden bliver småsnerrende og siger at NU skal jeg lige slappe af, for det gør jo ikke ondt, det er baaare et aftryk. Men det hele kom bag på mig og kan idag virke harmløst.... men fra den dag af, har jeg følt tandlægebesøgende, som overgreb. Senere endda overgreb der var fyldt med smerte.

Da jeg er 19 år gammel, bliver jeg gravid og venter Nanna. Jeg glæder mig afsindigt til hun kommer og jeg har aldrig fortrudt et sekund. Med i denne graviditet, følger der imidlertid en bonusgave. Noget jeg aldrig havde skænket en tanke. Jeg fik bøvl med stofskiftet og under graviditeten fik jeg 20 huller. Indtil den dag havde jeg ingen.

Efter endt graviditet fik jeg så liiiige fixet nogen og 20 huller på een gang. Mere overgreb og mere ondt. Og fra den dag af er det bare gået ned af bakke. Hver gang jeg skulle til tandlægen kostede det pludselig flere tusinde kroner. Penge jeg, da jeg blev alene, ikke kunne skaffe. Så begyndte jeg at springe tandlægen over, af de økonomiske årsager.

Med tiden blev dette så en ond cirkel. For jo flere gange jeg sprang over, jo flere og værre blev skaderne på mine tænder. Men cirklen var igang. En blanding af angst for tandlægen, smerterne og manglende evne til at betale for at undgå disse ting.....

Og med alt dette kommer så skammen. Skammen over at man ikke bare kan "tage sig sammen", som man tit får slynget i hovedet. Skammen over at tænderne ikke længere er så pæne. Skammen over at skulle takke ned til middagsinvitationer. Skammen over at føle sig ringere. Skammen over igen og igen at skulle forsøge at forklare, HVORFOR det gik så galt, og HVORFOR man ikke bare ser og kommer afsted til den tandlæge.

Jeg tror ikke at ret mange kan forestille sig, hvor grimt man kan have det med sig selv, når ens tænder ikke er gode og pæne. Men alt det har jeg skrevet om før.

Nu skal bøtten vendes. Nu har jeg tabt mig NOK, fordi jeg ikke spiser de ting jeg bør. Og i flere dage har jeg nu kun spist dårligt. Nu håber jeg, at tandlægen jeg har fundet, er god. Og at det beroligende medicin jeg får af lægen, lige inden, vil gøre en forskel. Og jeg håber inderligt der findes en løsning på det økonomiske. Noget skal søges ved kommunen, andet må jeg se om jeg kan låne i banken. Pensionen rækker ikke just til sådan en omgang.

Jeg når nok ikke at blive færdig og klar til at tage med til Nanna's afskedsmiddag med klassen og forældrene. Men det skal bare være SIDSTE gang, jeg svigter hende pga. tænder!!!!!

Og jeg er træt af at jeg er blevet dårlig til at skrive herinde. Men alt i alt, handler det hele om tænder. Når man har ondt, har man nul krudt. Og dermed har jeg ikke haft skaberlyst længe. Jeg vågner 6-8 gange om natten, fordi underbevistheden siger: HUSK du må ikke ligge og bide sammen..... Nok er NOK!!!

6 kommentarer:

Lin sagde ...

Der fik jeg noget til eftertanke.Men du har ret. Der er mega forskel mellem skraek og angst. Ih de herrens taender. Ondt for at faa dem, ondt mens man har dem og ondt for at slippe af med dem.Men Tina, skam dig ikke over dine taender. Det er ikke noget der er din skyld og som du siger er det noget man tit ikke har raad til at goere noget ved. En anden ting er; jeg tror kun det er derhjemme i Dk at man bliver "flasket" op med paene taender. Skoletandplejerske, skoletandlaege osv osv, man laegger vaegt paa prevention istedet for reparation og det er genialt ( jeg savner det til mine poder, her ser tandlaegen maerkeligt paa mig naar jeg kommer slaebende med mine troldeunger). Men ...det jeg vil frem til er: SMIL med alle bisserne. Hvis du vidste hvordan 90% af den europaeiske befolknings bisser ser ud, ville du vaere paere stolt af dine. Jeg smiler stort med metaltraade, jernbaneskinner og udrevne taender. Og hvis det generer folk kan de bare lade vaere med at faa mig til at grine hehe.

Stine sagde ...

Pøj pøj Tina! Jeg har "kun" tandlægeskræk og fik engang en beroligende pille, som jeg desværre ikke kunne tåle. Det vidste jeg bare ikke... Jeg ved ikke hvordan man tester den slags på forhånd - måske tandlægen gør?

Har du mulighed for at have en du kender og er tryg med til at holde i hånd? Det hjælper også mig at jeg nogle gange har haft en med - til at klemme hånden og nusse skulderen på de rigtige tidspunkter. Boede jeg ikke så langt væk tilbød jeg gerne at tage med. Trods egen tandlægeskræk!!

Endnu engang, pøj pøj. Det er altså sejt det du gør!

Helle K. sagde ...

Hvor er det flot, at du sådan ser din angst i øjnene og gør et seriøst forsøg.
Held og lykke med det hele.

Tina sagde ...

Lin: Godt sagt det med at de gør ondt at få, ondt at have og ondt at komme af med. Jeg har alle dage synes at tænder var et nødvendigt onde. Jeg er så super misundelig på dem der aldrig rigtigt bøvler med tænder.
Skoletandlæge og præventiv kiggen efter, er godt og burde være mere udbredt. Men jeg synes helt sikkert også at tandlægen skulel være med i vores sygesikring på et helt andet plan end nu :)
Min store drøm er bare at kunne spise normalt, så jeg får de vitaminer jeg skal have og det sul på kroppen jeg har mistet :) det er det vigtigste. Få rjeg et flot smil er det et bonus jeg bestemt ser frem til.

Stine: Jeg får nogen piller fra i aften, der egentlig er en slags antidepressiv. De bedøver nerverne i tanden der gør ondt. Samt de gør mig mere ligeglad med tandlægen. Siger min læge. Så det er jeg noget spændt på.
Jeg har min veninde/overbo med, så det er også et nyt træk jeg ikke har gjort før. Det SKAL bare virke nu. :)

Helle: Tro mig, jeg er så pivangst lige nu at jeg har tynd mave og ryster som en gal. Og der er stadig TO dage til jeg skal til tandlægen. Idag får jeg så de piller der skal testes. Men NØJ hvor jeg føler mig ynkelig og latterlig.... og bange.

Heidi sagde ...

Jeg synes du skal tage en alvorlig snak med én ved din kommune, for som jeg også har skrevet før til dig, så fik min svoger ordnet hele munden (i fuld narkose) på statens regning. Han havde heller ikke pengene til at betale, og det hæmmede også ham på mange punkter, at han næsten ikke havde nogle tænder tilbage.
Pøj pøj herfra.

Tina sagde ...

Heidi: Vi ansøger kommunen. Hvordan jeg præcist gør, ved jeg ikke helt. Men er nervøs. For sidste gang jeg søgte, fik jeg afslag på halvdelen af rgningen fordi de mente at fx en krone på en kindtand, var kosmetisk!!!!
Men jeg gir mig ikke uden brok denne gang. For der skal ske noget nu, som virker.
Problemet er at jeg ikke er på arbejdsmarkedet eller er arbejdsdygtig. For så havde jeg været mere VÆRD for samfundet. Jeg er ikke meget værd som førtidspensioneret.
Knus

Send en kommentar