Fy for den lede, sir jeg bare

tirsdag den 29. oktober 2013


Tjaaa haven ligner bestemt ikke sig selv idag :(

Igår var Nanna på besøg og valgte at blive natten over pga. orkanen. Så vi sad og hyggede os med stormkaffe og papirklip. Rigtigt hyggeligt egentlig. Men kl. 14 skulle jeg ud og interviewe en borger her i min by og jeg smuttede lidt.

Jeg kunne godt se at Nanna kimede til min telefon, under det her interview. Men jeg synes jo ikke rigtigt at jeg kunne virke respektløs og tage mine telefon lige der. Så jeg lod den ringe, i den tro at Nanna nok havde besluttet sig for at tage hjem alligevel.

Men da jeg kom hjem, kom hun mig i møde med røde øjne og forklarede at NU blev jeg nok ked af det :( Og det fik hun da helt ret i.


Det viser sig, at hun havde stået og kigget ud af vinduet, da hun havde hørt et brag, hvilket viste sig at være stakittet der lagde sig ned. Men da hun kigger over mod drivhuset, ser hun i det samme ET glas nærmest lægge sig ud på græsplænen (det glas du kan se nederst til venstre i billedet herover)... og da det skete, var resten nærmest som en eksplosion, forklarede hun. Drivhuset har da også rykket sig 15 cm på soklen.

Glas og flamingo røg til alle sider og noget af flamingoen, der havde ligget oppe under taget i drivhuset, tog flugten ned over byen. Og glas fløj rundt til naboer og i hele haven. Så pigen panikkede selvfølgeligt lidt. Hvilket jeg virkelig godt forstår - for det siger voldsomt når sådan noget sker, det SER vildt ud og hun vidste bare at nu ville jeg blive ked af det.

Heldigvis får hun fat i min far, som straks kom op med tov og bande drivhuset sammen midt på. Nanna ville redde nogen af planter indeni (TAK for tanken Nansen!), men heldigvis sagde min far at det var no go i det vejr. Trist for planterne, men jeg ville have været langt mere ked af det, hvis der var sket dem noget slemt.


Og som du kan se på billedet herover, var der virkelig kaos inden i drivhuset. Hylden lå på tværs, flamingoen ligeså. Planter stod, planter lå, blade overalt.


Og hele haven flød med glas. Store stykker og bitte små stykker. Så det stod mig klart at INGEN (her især missekatten) skulle ud i haven, før jeg havde ryddet op. Og efter fintællingen idag, kan jeg se at der mangler 19 stykker glas. Og jeg siger dig, det fylder PÆNT meget, når det er spredt i små stykker over et stort areal! Og slet ikke så let at samle bittesmå stykker op i græsset (der i øvrigt er blevet for højt), for ikke at tale om at finde alle de små clips, der holdt ruderne fast.

I aftes, da det var stilnet af, gik jeg ud og reddede TO chiliplanter. To planter som var så tæt på at modne, at jeg ikke kunne bære at de skulle være derude. Så nu har jeg ialt 3 planter, der ikke har lidt en ond skæbne. Resten står nu udenfor, langs min hæk. Så må de klare sig så længe de kan.


Hegnet rundt om min terrasse, har det helle ikke så godt. Noget af det er flået i stykker og ligger ned. Og resten står helt løst i jorden. Så der har dæleme været knald på!

Jeg aner ikke rigtigt hvad jeg skal stille op med det. Jeg har ikke rigtigt råd til nyt hegn lige nu. Og jeg magter ikke rigtigt at tage den med udlejer, for jeg er heller ikke komplet ligeglad med, hvilket slags hegn jeg skal se på fremover. Og så vidt jeg har forstået, er det noget en tidligere lejer har sat op, så de har ikke pligt til at sætte et nyt op. Så den må jeg tage med tiden.


Og seee - den første skulptur jeg nogensinde har lavet, er også ret død. Den er blevet halshugget på det groveste, af et stykke flyvende glas. Jeg ved ikke om man kan lime sådan en gasbeton figur. Men ellers må jeg jo starte forfra.

Hvis man skal nævne noget positivt, så fik jeg da reddet både min store glasguldsmed og min sommerfugl. To ting jeg er ret glad for. Den ene stod Nanna for, mens jeg ikke var hjemme, da den ellers sad fast på hegnet. En anden havefigur fik hun også reddet, som betyder rigtig meget for mig. Til gengæld, døde mine store glashuse.


Huset slap heldigvis nådigt. Godt at noget gjorde! EN tagplade var rykket to pladser ned.... Men lå der, lige så fin og hel. Så heldigvis kunne vi lægge den pænt på plads igen idag.

Der ud over ligger en stor del af mine planter helt ned. Nyplantede buske, ligger næsten ned. Mit flotte piletræ står i en vinkel på 45 grader. Selv mine ungarnske radiser ligger nu OVENPÅ jorden?!

Havemøbler, som ellers stod godt i spænd, lå på hovedet i hele haven. Men det store glasbord havde overlevet en koldbøtte, hvilket jeg simpelthen ikke fatter ret meget af. Det andet havebord på terrassen, nåede vi at redde glaspladen på, da det lå og klaprede.

Så alt i alt, er vi jo selvfølgelig glade for at vores hus det står og at vi ikke er kommet slemt til skade. Men føj for den lede, hvor jeg føler mig trist over at min have, drivhus og terrasse ligner en krigszone. Jeg har brugt SÅ mange timer på det hele. Og jeg havde sådan glædet mig til at jeg havde vinteropbevaringsplads i drivhuset i år. Og at jeg stadig kunne modne chili derude, pga en lang god sommer. Og det er SÅ træls at vide, at man bare ikke lige har penge nok til at reparere, sådan lige med det første.

Når man ser alle de andre skader der er sket i Danmark igår, bør man jo være taknemmelig for at der ikke skete mere. Men jeg synes ærlig talt det er lidt svært. Selvom jeg virkelig er ked af det, på vegne af dem der har mistet hus og hjem og endda liv.
Alt dette under en storm der blev til orkan, med den højeste målte vind, så længe de har målt. Nemlig 54 m/s nede ved Als. Her skulle det efter sigende have været omkring de 42 m/s. Så alt i alt, på højde med og over orkanen i 99.

Jeg kunne også se at der lå biler, træer, tage, trampoliner og alt muligt andet, overalt derude idag.

Tilstået - sådan en tur behøver vi altså ikke prøve igen lige foreløbig, vel?


Hoooot !

fredag den 25. oktober 2013


Jeg lover jeg nok skal pause den lidt med at poste om æblesirup, efter denne post ;) Men jeg fik lige lavet en portion mere idag, med chili. Atter min yndlings Bhut Orange Copenhagen.

OOohhh det er hot, siger jeg bare ;) Lækker, men hot. Men når den bliver hældt ud over en lækker cremet flødeis, så går lidt af styrken af. Så derfor tror jeg den er helt perfekt.

Jeg blev spurgt idag, om min æblesirup i sidste post var blevet så rød fordi jeg havde brugt røde æbler. Det var egentlig et godt spørgsmål. For ganske rigtigt havde jeg brugt røde æbler. Så idag måtte jeg lige lægge rigtigt mærke til processen. Jeg brugte idag en blanding af røde og semirøde æbler, af helt anden sort end dem igår. Og væsken var samme farve som man kender æblekage, helt indtil det havde kogt lidt med sukker i væsken. Så måske det er en forbindelse med sukker?

Det finder jeg måske ud af én af dagene, når jeg giver mig i kast med at få skrællet de sidste æbler, der alle er grønne/gule.

Ellers var fremgangsmåden idag den samme som igår. Bortset fra at jeg lige smed to BOC i gryden.



Uhmmm, mere sirup

torsdag den 24. oktober 2013


Når man ikke kan sove (fatter ikke hvorfor, jeg er sååå træt).. så kan man jo lige så godt lige blogge om den sirup man fik lavet idag, ikke? :)

Jeg fik virkelig lyst til at lave mere lækker sirup, ovenpå den med lakrids. Så idag gik jeg på, hvad jeg tænker er årets sidste æblerov, i det grønne område bag huset. To spande senere, gik jeg ellers i krig med at skrælle den ene spandfuld, som var smukke røde æbler. Og som gav ca. 2.4 kg færdige æbler.

De skrællede æbler røg i fryseren - hvorimod alle skræller og kærnehuse, røg op i gryden, sammen med vand nok til at det lige nøjagtig var dækket. De blev kogt godt igennem i ca 30 minutter. Derefter siede jeg det hele og hældte væsken tilbage i gryden og kogte det ind til ca halv mængde.

Så tilsatte jeg ca. 1 lille kg sukker og vanilie. Og lod det så koge yderligere ind, indtil jeg synes konsistensen var der.

Og jeg siger det bare: NØJ hvor hytten dufter godt af æble og vanilie! :)

Skræller og kærnehuse fra 2,4 kg færdige æbler, gav ca. 1 L sirup.

Det er svært at give en målfast opskrift på... men bare spring ud i det :) Det kan næsten ikke gå galt.

Lakridssirup

tirsdag den 22. oktober 2013


Jeg har længe haft lyst til at lave mit eget lakridssirup. Faktisk lige siden man ikke længere kunne købe det i diverse supermarkeder. Det var nemlig det jeg foretrak til is, frem for alt muligt andet drys.

Idag blev det så endelig dagen hvor jeg gjorde det :) Og mums, siger jeg bare. Jeg valgte at ... du gættede det garanteret... at tilføje noget chili! Jeg har endelig modne BOC's (Bhut Orange Copenhagen), så der røg sådan én i gryden med sirup.

Får du også lyst til at lave Lakridssirup? Så er her hvordan jeg gjorde:

Ingredienser:

280 g Piratos, eller den slags lakrids du elsker
3 dl vand
300 g sukker
Chili efter smag - jeg valgte en BOC
1 tsk atamon

Fremgangsmåde:

Hæld vand og sukker op i gryden og bring det i kog og lad sukkeret smelte. Tilsæt så lakridsen og chili og lad lakridsen smelte med. Det tager en rum tid at få alt lakridsen til at smelte og du skal ikke forlade gryden for længe af gangen, da sukker og lakrids nemt brænder på i bunden af gryden.

Læg evt. en ske i fryseren/køleskabet. Når du synes din sirup er okay, hælder du lidt på din kolde ske. Se har du hurtigt den færdige konsistens. Hvis den er for tyk, tilsætter du lige lidt vand (husk at bruge vand fra kogekedlen, da koldt vand ikke er smart at tilsætte kogende sukkervand).

Smag evt. til undervejs. Chilismagen smager du nemlig bedst når siruppen er kold (på den kolde ske). Chili smager stærkere i varm væske.

Bon appetit derude!


På skovtur med privat naturvejleder

fredag den 18. oktober 2013


ADVARSEL: Billedtung post ;) Jeg har nemlig været på skovtur med min nabo idag. Han ville vise mig hvordan man kender svampe, da jeg er meget svampeforskrækket.

Og så kendte han jo lige en skov, hvor der var masser af dem. Så han har ageret naturvejleder for mig idag - og jeg må sige han var super god til det!

Øverst har vi den eneste svamp jeg kendte på forhånd... men også en smuk én af slagsen. I kender den jo nok alle sammen, nemlig rød fluesvamp.


Det var en ultra smuk dag idag, med lækker solskin og en ret god travetemperatur.  Så efterårsfarverne trådte virkelig flot frem. Så jeg har været lidt i himlen idag. Både at få lært noget om svampe, naturen, rådyr og hvordan man kan se de har været der.... PLUS at få fotograferet en masse.


Problemet er at jeg ikke kan huske hvad de hed, alle de svampe jeg så. Så den herover, aner jeg ikke hvad hedder ;)


Men DEN her kan jeg huske, fordi jeg smagte den! JEP jeg turde godt ;) Det er en brunstokket rørhat og man kan kende den på, at den bliver blå når man trykker på den. Lød jeg ikke lidt klååg der??


Det er så vist også den eneste jeg kan huske :) Sådan lige ud over navnene på nogen af de andre... men jeg vil ikke kunne genkende dem. Navne som fx Karl Johan, Fyrsvamp, støvbold osv.

Dog har min nabo vækket min lyst til at lære mere om svampe. Noget jeg havde svoret aldrig ville ske. Mest fordi jeg HADER fx glas-champignon pga den klamme konsistens. Og har derfor bildt mig selv ind at alle svampe er klamme og ikke mindst dødsensfarlige at tage fejl er.

Ingen tvivl om at man ikke skal plukke dem og spise dem, med mindre man er sikker. Men nu tør jeg i hvert fald finde brunstokket rørhat!


Men den smukkeste ER nu altså den dragende røde fluesvamp. Mon man kan tørre sådan én, sådan at den beholder farven? Så kunne den da se herre godt ud i en dekoration.


Dog indeholder skoven også så meget andet end svampe... Så der var riiiigeligt at fotografere. Især da skoven var en blanding af nåleskov og løvskov :)


Og mosser!!! Jeg er helt vild med mos. Det er flot, blødt og giver nogen fantastiske fotos :) Og så er der så mange forskellige at man undres. Og især på træerne har jeg set noget flot "langhåret" mos, som på fotoet herover.


Kan man lige tåle at se en fluesvamp mere?? DET tror jeg nok lige man kan. Det er lidt sjovt, for jeg har indtil idag, aldrig før set en fluesvamp i levende live. Og så viser min nabo mig lige, at skoven faktisk vrimler med dem. Så jeg har set de første 100!!


DEN her synes jeg var sjov :) Den ligner lidt et søpindsvin... og jeg tror det er en form for støvbold. Men jeg er ikke sikker.


Den her er også sjov og jeg tror den hedder Porcelænshat. Den føles virkelig som en gople at røre ved... slimet og kold ;)


Nu var det ikke planter det hele... skoven er også fyldt med dyr. Her en lille sød frø ;) Dem aner jeg til gengæld intet om overhovedet. Men sød, det var den.

Rådyr så vi aldrig... men vi knævrede nok også for meget om svampe til at de var advaret på lang afstand.


Men så er det godt at svampe ikke er sådan at skræmme... de bliver siddende hvor de er :) Her er det vistnok igen nogen porcelænshatte, på et stort bøgetræ.

Så alt i alt, har jeg haft en suuuper god tur i skoven. Hvor jeg har lært en masse nyt og fået rørt krop,  sjæl og kamera :) Så bliver en dag ikke ret meget bedre. TAK til min søde nabo!

Et æble om dagen

torsdag den 17. oktober 2013



Mens en ny portion chilisauce stod og buldrede på komfuret, fattede jeg kameraet og måtte forevige et stort smukt røde æble, jeg havde fået af en jeg kender.

Det er det største flotteste æble jeg længe har set. Og det kaldte simpelthen på at blive fotograferet :)

Så det blev til lidt leg med lys og skygge. Så jeg hoppede i en sort bluse, så min krop ikke kom med i fokus.



Det næste foto kunne næsten repræsentere alt det æblechutney med chili, jeg fik lavet :) For hold nu OP jeg har skrællet mange æbler og haft meget gang i gryderne, de sidste par dage.

Og så mangler jeg stadig at lave den appelsinmarmelade jeg har ævlet sådan om :)

Et æble om dagen, holder doktoren væk, siger man.... Jeg har fået mange æbler den sidste uge. Mon ikke også min søde farfar har fået mange af dem i sit liv? Han fylder 98 år, her i december og han har efter eget ønske fået en plads på vores lokale plejehjem :) Det er SÅ dejligt at se at han gerne vil det, at der er blevet lyttet til hans ønske og at hele familien er omkring ham og hjælper ham i processen.

Når jeg kigger på min farfar, vil jeg også gerne blive 98 år gammel. Han er åndsfrisk og kan stadig fortælle alle mulige historier, fra et efterhånden langt og rigt liv. Vi er en stor familie, så der er skabt mange gode anekdoter igennem tiderne. Så under oprydningen i hans hjem (ikke alt, kunne der blive plads til på plejehjemmet jo), er der dukket mange små sjove ting op, som vi børnebørn lavede da vi var børn.

Vi har været heldige har vi! Vi har haft nogen vidunderlige stunder hos vores bedsteforældre. Vi har lært at snitte i træ, lave rødgrød med fløde, hæklet, strikket, podet æbletræer, kende forskel på planter, skære pilefløjter, blevet introduceret for H.C. Andersens eventyrer, bagt småkager og bagefter dekoreret dem med glasur i alle farver.

Der er nærmest ikke det vi ikke har prøvet i deres hjem :) For ikke at tale om campingturene.... og de der små ture i campingvognen. Hvor farfar bag rattet, kørte og kørte oooog kørte.... for at holde ind på en rasteplads, åbne campingvognen og serverede kaffe og kage sammen med farmor. Vi unger legede så i den tilstødende skov i mange timer og var overbevist om at vi havde været ude på en lang tur.

I virkeligheden var farfar kørt 3 km udenfor byen, ud til en rastplads jeg ofte kører forbi idag. Men han havde taget nogen omveje og vi unger anede det ikke. Men jeg husker tydeligt den dag... det var den dag jeg lærte at skære en pilefløjte.

Så min pointe er vel egentlig, at jeg synes min farfar fortjener en alderdom, LIGE efter hans hoved. Præcis som han vil have det, DER hvor han vil være :) Så da han selv udtrykte sit ønske om plejehjemmet, så er det dejligt at han har fået det præcis som han ville. Vi skylder ham og farmor SÅ meget! :)




Det smukke efterår

onsdag den 16. oktober 2013


Jeg var vist ikke den eneste der nød det smukke vejr igår :) Det var virkelig også et fantastisk vejr med høj sol, dejlig temperatur og smukke efterårsfarver.

Så det skreg på en fototur. Så da mine naboer skulle ud med barnevognen og jeg blev spurgt om jeg ville med ud at nyde vejret, stod jeg klar.


Duggen havde knapt forladt skyggedelen af haven. Så den lave forårssol, skabte de smukkeste kulører i efterårsløvet derude. Og det er bare ALT for længe siden jeg har været ude at fotografere.


Det er sjovt jeg ikke kommer ud så ofte for tiden... for det er ellers nu der er så meget smukt at knipse. Se bare denne vildt flotte svamp! Jeg aner ikke hvad det er for en, men smuk, det er den uden tvivl.


Det vrimler med svampe derude lige nu... så hvis man havde forstand på skidtet, skyder jeg på det er et rigtigt godt tidspunkt at plukke på. Man skal i hvert fald ikke gå mange skridt i skoven, før der er en ny flot svamp.


Men selv er jeg én af dem der IKKE ved noget som helst om svampe... så jeg lader dem pænt stå til den næste der kommer forbi og som måske ved hvad det er de har med at gøre.

Jeg bliver aldrig svampesamler... jeg ville være SÅ nervøs for at plukke en forkert ;) Så jeg nøjes med at knipse dem.


Sådan nogen fårebasser ved jeg heller ikke det store om, når vi taler racer. Men den her var sød og meget snaksaglig. Og dens pels så ultra lækker ud ;) Sikke meget garn... tænkte jeg lige.


Noget andet der har meget "pels" på for tiden, er grene og stammer der ligger i skovbunden. Mosset har gode vilkår lige nu... og jeg må tilstå jeg er ret facineret af de smukke mosser. Prøv at nærkigge sådan noget mos en dag. Det er som bitte små "træer", der står tæt sammen skulder ved skulder.
Andre slags har lige nu små blomsterlignende stande... der rækker frem med lyset og ligner små knappenåle der er stukket i en nålepude.


Men benene holder jo ikke evigt og nogen gange skal man huske at gå hjem og smide sig på ryggen... ligesom hesten her. Den mødte jeg senere samme dag, da jeg blev kaldt ud på en fotoopgave.

Den var ualmindelig sød at snakke med og ret underholdende, da den væltede om på ryggen og lignede én der nød solen og dagens lune strejf i fulde drag :)

Det var en  GOD dag at komme ud at knipse.... for vejrudsigten ser noget fugtig ud, her en uges tid frem. Så nogen gange skal man gribe dagen, når den er der og ikke tøve for meget ;)


Pæren er helt i orden

tirsdag den 15. oktober 2013


På min gåtur idag, fandt jeg jo også en spandfuld pærer :) Jeg er stadig helt høj over at der gror pærer i "min" baghave!

Så jeg fik lavet en portion pæremarmelade. Ren pære, sukker og vanille. Den dufter himmelsk.... men smagen må jeg vente med til i morgen. Men hvis den bare smager halvt så godt som den dufter, så er min lykke gjort ;)  (I hvert fald indenfor pæremarmelade ;) )


Hvis du også får lyst til at lave pæremarmelade, er opskriften her:

Ingredienser:

1,5 kg pærer
3 vanillestænger
1 kg rørsukker
1½ dl vand

Fremgangsmåde:

Skræl pærerne og fjern kærnehuset og skær dem i små stykker. Skrab kornene ud af vanillestængerne. Varm sukker, vanille og vand i en tykbundet gryde ved svag varme. Når sukkeret er helt opløst bringer du sukkerlagen i kog og kommer pærerne i gryden. Kog indtil lagen er 105 grader. Det ca en times tid. Hold godt øje, da sukkeret nemt kan kramellisere i bunden af gryden.

Hæld marmeladen sammen med vanillestængerne på skoldede rene glas og luk straks.

MUMS og velbekomme :)

Tæmmet æblechutney af vilde æbler


En lille gåtur bagved vores huse, hvor der er et grønt område, vidnede om at denne dag ville blive lang ;) Der bugnede nemlig med æbler og pærer!! Tænk - jeg havde et rigt spisekammer, lige ude ved min bagdør, og jeg vidste det ikke engang!


Så atter engang skrællede jeg en stak æwler! For så behøvede jeg ikke vente på at tø dem op fra fryseren ;)

Her er min version,

Tæmmet æblechutney af vilde æbler:

Ingredienser:

2,2 kg Æbler
3 rødløg
4 fed hvidløg
2 kanelstænger
2 chili (Jeg brugte Mik Schack)
1 lille knold ingefær
1 tsk salt
2 tsk koriander
2 tsk sennepsfrø
5 dl æblecidereddike
350 g sukker
en lille drys lakridspulver (jeg bruger den fra by Bülow)

Fremgangsmåde:

Skræl æblerne og fjern kernehus og snit i tern. Skær løgene i tern og hæld både løg og æbler op i gryden. Tilsæt resten af ingredienserne og bring det hele i kog. Når det koger, skrues ned, så det simrer i omkring 20 minutter, eller til æblerne er møre.

Hæld den varme chutney på rene skoldede glas, luk låget og lad dem køle af. Uåbnet kan de nemt holde sig i flere måneder. Men når du åbner et glas, skyder jeg holdbarheden til at være et par uger. Selvfølgelig alt efter hvor længe du har glasset stående på middagsbordet, hver gang du serverer fra det.

Chutneyen smager fortræffeligt til fx kylling, risretter eller sågar anden juleaften. Velbekomme!

Så blev der lavet syltetøj

søndag den 13. oktober 2013


Når man har fryseren fyldt med chili, er der en masse ting der skal afprøves :) Denne gang fik jeg lavet noget marmelade.

Så ned i gryden med nogen appelsiner, nogen hindbær og sukker, vanille og et par stærke BOC (Bhut Orange Copenhagen), min yndlingschili :) Jeg tænkte nemlig at BOC'ens orangesmag, ville passe perfekt sammen med en appelsinbaseret marmelade.

Egentlig kunne jeg have puttet hvad som helst i marmeladen... for jeg har faktisk stadig en del små "smoothies poser" i fryseren. Og de trænger til at blive brugt.... så det er nærliggende at smide dem med i gryden, nu man er igang :)


Denne portion gav 5 mellemstore glas marmelade i en lææækker farve. Nu skal de lige sætte sig før jeg smager rigtigt på det. Men smagsprøverne direkte fra gryden var goe :)

Bagefter gik jeg i krig med at rense æbler. Jeg var nemlig så heldig at en sød kvinde her i byen, havde flere end hun kunne nå at bruge selv. Så næsten to spande æbler ventede på at komme "under kniven", om man så må sige.


Der var to slags.. en rød og en grøn. Gode bud skyder på Felippa og Rød Aroma. Men jeg er ikke 100% sikker. I hvert fald ligger der nu 3 kg af hver, i fryseren og venter på at blive til æblekage og æblechutney :)


Køkkenhaven bugner ikke så meget mere, som den har gjort. Men der står stadig nogen af disse vildt lækre hvide radiser. Det er min Ungarnske nabo, der kom med frø til mig og jeg er meget positivt overrasket. De smager himmelsk og har fx slet ikke den der lidt trevlede "skal", som radiser ofte har, især når de bliver lidt store.

Så næste gang de skal hjem på ferie, tager de flere frø med til mig :) Jubiii! Jeg elsker altså at lære om nye ting, på tværs af nationaliteter. De to sæt Ungarnske naboer jeg har, har virkelig udvidet min viden om deres mad, kultur og land. Før jeg mødte dem, anede jeg stort set intet om Ungarn. Og tænk - nu er noget af Ungarn flyttet ind i min have :)

Der ud over er det eneste tilbage i mine højbede: Jorbærplanterne, der tror de skal sætte flere jordbær. Porrer der vokser langsomt men sikkert. En flok krydderurter (især mange mynte), som jeg skal have fundet ud af om de kan overvintre ude, eller om de skal graves op og puttes ind i drivhuset.

Dog står der også en del chiliplanter på matriklen, der stadig arbejder på højtryk. De kæmper en sej kamp for at modne de sidste frugter og jeg er ret spændt på om det lader sig gøre.
Mine Ungarnske naboer smiler overbærende over mine forsøg på at isolere drivhuset og sætte varmekilder derud: Pøøh, chiliplanter kan sagtens tåle nogen grader frost - i Ungarn står de på markerne indtil frosten kommer! ;) Så måske man som hobbydyrker bliver lidt for teknisk? Så derfor har jeg besluttet at de resterende bliver i drivhuset til de dratter om af sig selv ;)

Lys over land

søndag den 6. oktober 2013


Ja lys over land, kan man jo nærmest sige :) Jeg stod og skulle til "Kreativ Lørdag", på vores lille bibliotek. En dag med workshops og krea-hygge. Og da jeg kom ud i mit skur, lå min ene globus på gulvet og noget var faldet ned over den og delvist delt den i to. Og så var der ikke langt fra tanke til handling... fat i en skruetrækker og noget ledning.

Så to lamper blev til og nøjagtigt som sidst jeg viste en globuslampe (Dengang var det dog en hel globus), er jeg stadig vild med det lys de giver.

Og heldigvis var jeg endnu ikke løbet tør for kulørte ledninger :) For det giver helt sikkert det sidste lille pift.


Temaet i min bod på workshoppen, var GENBRUG. Så jeg fik lige min far til at hjælpe mig med denne lille kreation. Endnu en knastaksel (denne gang fra en lille sød MG M), blev til en lille smykkeholder.... eller hvad man nu kan finde på at hænge på den.

Der skal også laves flere af de små tændrørsdyr (eller spark bugs)... de er så dejlige at have med, når man ser en familie komme gående hen til eens bod.... i kender det: Manden kommer gående bagerst med hængende skuldre og helt tom i blikket... for nu er hans kvote for hvor meget krea han gider se, ved at være brugt op. Men så er det han spotter noget han kender: Motordele, brugt på en anderledes måde! Han liver helt op i blikket og begynder entusiastisk at fortælle både kone og evt. børn om denne motordel :) Og ved du hvad? Så har jeg det godt med, at have reddet en kvindes dag haha..... for det er stensikkert, husbond kan holde ud at se lidt flere kreative boder derefter ;)


I vores bod (en kreaveninde og jeg), var temaet som skrevet genbrug. Så vi viste fx hvordan man lavede fantasidyr/fugle, af avispapir og malertape. Og ting man ofte har i huset, til at pynte dem med :) Se bare den søde kyssefugl her over.

Vi havde det rigtigt hyggeligt og sjovt og kommentarer fik vi da en del af ;)