Jeg fik slæbt migselv på glaskursus idag. Jeg var lidt spændt på om jeg kunne komme afsted, med de piller i blodet, som jeg har fået af lægen, til at tage lidt af angsten. Men det gik faktisk helt tilforladeligt.Jeg fik lavet en drage på pind idag, som så skal brændes. Den har jeg ikke nogen fotos af endnu.
Men disse huse fik jeg da med hjem idag. De blev bedre end de første synes jeg. Men gad godt kunne bestemme over ovnen selv, for så skulle den have en brænding, midt imellem de to forsøg.
Husene skal have en fod. De er ikke lige lavet til at fungere som potte-figur. Men skal lige have fundet et par natursten, som passer :)
.....................
Imorgen skal jeg til tandlægen. Og jeg er så skide hamrende nervøs allerede, at min mave slår knuder og jeg ryster som et espeløv. Jeg hader når jeg ikke er i kontrol med mig selv og mine omgivelser. Jeg hader at se mig selv som ynkelig og angstfuld. Men vælger alligevel, for første gang i mit liv, at stå ved angsten og stå ved at sådan her har jeg det med tænder og tandlæger.
Det føles OK at dele det. Men jeg ser stadig mig selv som frygtelig svag og vattet. Og så bliver jeg så sur over at jeg ikke "bare kan tage mig sammen". Men jeg ved godt jeg ikke bare kan.... det er som at sidde i en bil, hvor der er isslag og bare vente på sammenstødet. Der er intet du kan stille op. Du himler op og gør klar til sammenstød.... mens du bare ved, at du intet kan gøre.
Sådan har jeg det med angsten. Jeg kan intet stille op, det overtager styringen fuldstændig. Min krop og hjerne gør uventede ting "mod migselv" synes jeg.
Ofte sammenligner jeg det med denne situation : Du er ude og køre bil med en ven og i kommer hen til et T-kryds. Du forventer at vedkommende drejer til højre og din krop gør helt automatisk klar til at hælde med bilen. Men nix, vedkommende drejer til venstre og inden din hjerne opfatter en hylende fis, har du banket hovedet ind i sideruden med et ordentlig brag, mens du tænker FU*K, hvad skete der lige der?!
Pillerne jeg fik, ved jeg ikke rigtigt om har gjort nogen forskel. Kan ikke som sådan mærke de gør noget. Jeg er måske lidt træt, men mærker ellers intet. HVIS de har taget toppen af noget nervøsitet, så ville jeg dælme nødig have været foruden dem !!
5 kommentarer:
Jeg tror et eller andet sted på at når vi kan se vores frygt i øjnene og anerkende den er der, er første skridt taget i retning af at få et nyt forhold til den.
Jeg er slet ikke i tvivl om at det ikke er noget der sker i løbet af en nat.
Jeg synes det er stærkt at du tør sige det højt, og første vaklende skridt dermed er taget. At du også har fundet en tandlæge der forhåbentlig forstår angsten er også et skridt.
Jeg sender gode ønsker for i morgen :)
Jeg krydser fingre for dig, og glæder mig til at høre hvordan det er gået. Om pillerne har hjulpet og om tandlægen havde forståelse.
Og det er superflot at du står ved din angst, thumbs up. ;o)
Pøj-pøj.
Jeg sender gode tanker og ønsker til dig - du skal nok klare det. :)
Jeg synes faktisk det er en god ide, med glashuse på pind i en blomst - så kan de stå i vindueskarmen og lyset kan spille i glasset.
Sender dig en masse gode tanker og mod. Du fortaeller hvordan det gik ikk?
Man er IKKE hverken vattet eller noget som helst andet når man lider af angst. Især ikke når man som du sætter ord på den.
Angst er ikke rationelt, angst tager ikke mod argumenter, angst er krybdyrhjernen som tager over. Og tandlægeangst er hverken sjældent eller ynkeligt.
Jeg fik (gudskelov) en vis hjælp til min - takket være en tand, der var så ødelagt at jeg tog på Tandlægeskolen efter 26 år uden tandlægebesøg overhovedet.
Jeg går stadig kun til tandlæge, hvis det gør så ondt at jeg ikke kan lade være. Ham jeg går hos er helt klar over hvordan jeg har det, og gør meget ud af at tage hensyn.
Og igen - at sætte ord på er det første skridt ind på vejen til fremskridt. Man skal bare være tålmodig :o)
Send en kommentar