Bum crash bang

Bilen efter den er slæbt væk fra ulykken

Puha sikke nogen døgn, jeg lige har oplevet! De af jer, der følger mig på facebook, er nok allerede mættet af det her - jeg beklager, men jeg har brug for at skrive det hele ned.

Mandag morgen står jeg op... og det eneste der fylder i mit hovede er, at det er min første dag som ikke-ryger. Smøgerne er lagt på hylden og jeg tænker over om det kommer til at gå. Og ikke mindst fordi jeg senere på dagen, skal ned til vennerne i sønderjylland. Og da de begge ryger, bliver det nok hårdt.

Men jeg glæder mig, for Louise og jeg skal hygge og strikke :) Eftermiddagen bliver brugt på strikkehygge og kaffeslaberas. Og efter aftensmaden bliver Louise og jeg enige om at vi fortjener en lille køretur ud og tage sol. Kroppen har værket på det sidste, så det vil blive dejligt at blive varmet igennem. Så der er ikke langt fra tanke til handling.

Vi starter bilen og kører ned på en tank for at veksle penge og købe en cola. Men de har ikke den cola der ønskes, så vi bliver enige om at snuppe solen først og så køre hen til en anden tank på vej hjem.

Da vi har været i solen, har jeg lige ligget derinde og joket med en kammerat og vil derefter sende et foto til ham, men kommer fra det. For vi knævrer, som vi altid gør.... og da vi er nok 500 meter fra den tankstation vi skulle ind på, møder vi en følgevogn og en lastbil med een af de der store tårne til en vindmølle. Han fylder rigtigt meget på vejen og vi sænker farten og trækker ud i rabatten.

Jeg undrer mig over en manglende følgevogn bagved, men tænker så ikke over det. Vi kører videre, hvad jeg tror svarer til nogen hundrede meter. Hen til en sidevej fra vores højre hånd.
Der ser jeg en følgevogn komme blæsende ud mod hajtænderne, uden tilsyneladende at tage farten af. Jeg når så at sige til Louise: "Det når han ikke"... og stemmer så fødderne i gulvet. Vi kan ikke undvige til venstre, da der kommer en modkørende. Det gør Louise heldigvis ikke - hun bremser og forsøger at undvige, det der er plads til. Men intet kan nåes.... Jeg tror ikke engang den stakkels mand nåede at se os komme.

Og aldrig så snart sætningen er sagt, kommer det vildeste brag jeg har hørt og en grim lyd af krøllende metal. En meget surrealistisk oplevelse. Jeg når lige at tænke: "shit - jeg kan ikke se noget - hvorfor kan jeg ikke se noget?!" Indtil det går op for mig, at kabinen er FYLDT med støv og røg fra airbagen, der er gået af. Så vi kan ikke se hinanden eller se UD.

Louise rækker en hånd over og rører ved mig og spørger om jeg er okay. Er jeg okay, tænker jeg? Og jeg løfter hænderne op og mærker migselv i ansigtet. For jeg kan mærke at ansigtet summer, som efter en mega monster lussing. Men der er ikke noget blod at mærke.... så jeg får svaret at jeg ikke ved om jeg er okay, men at jeg tror det. Louise siger hun skal ringe til sin mand og ALT ligger og roder i bilen og vi kan intet finde. Hun låner sig frem og ringer hjem....

Jeg rækker så ud for at åbne døren, for jeg føler at jeg ikke kan få luft for alt det røg og støv der er i kabinen. Jeg åbner døren på klem, kigger ned på asfalten og ser en våd pøl af væske der breder sig. Og jeg har vist set for mange film, for jeg tænker: "SHIT- BENZIN" - og siger til Louise at vi nok skal gå ud af bilen. (Senere finder jeg ud af, at hvis jeg var blevet siddende, havde de klippet taget af bilen... )

Vi står begge ud, efter at et meget nervøst vidne har kigget forsigtigt ind ad Louises dør og ham der kørte ind i os, kiggede ind ad min. Det slog mig, at de så meget skræmte ud... og så kunne jeg mærke chokket der kom bølgende. Og folk render rundt og råber om 112 og "Jeg ved ikke hvor jeg kører henne" (manden med følgevognen er ikke stedkendt). Louise kigger på det ene vidne og siger meget bestemt: "Jeg skal ha en smøg!! Har du en smøg! - Jeg skal altså ha en smøg!" Nå ja - tænker jeg, jeg ryger jo ikke mere.

Jeg er forvirret og kigger rundt på, hvad jeg tænker er alt for mange biler og mennesker. Jeg aner ikke hvem der er involveret og hvem der ikke er. Men begynder af uransaglige grunde at tage billeder af den smadrede bil. (Jeg kan ikke huske jeg gjorde det før sent igår...).

Jeg siger til Louise at jeg synes vi skal gå over i siden af vejen, da jeg har en følelse af at vi står midt på en trafikeret vej. Jojo vi står på en vej, men trafikeret er den ikke, lige nu.
Men jeg går over og sætter mig på autoværnet og får ringet til min mor. Min nakke gør ondt og jeg ryster heeeelt vildt. Jeg har åbenbart nævnt nakken ovre ved bilen, for pludselig kommer en mand og siger: "Din veninde siger du har ondt i nakken? Nu holder jeg lige ved dit hovede og du må hverken nikke, ryste på hovedet eller bevæge det - du skal bare sige ja og nej, okay?."

SÅ kommer panikken rigtigt rullende og jeg tænker at guuud er jeg alligevel kommet til skade? Jeg kan godt nok også smage blod - hvor kommer det fra?

Øjeblikket efter kommer en ambulance med blink und alles. Jeg tænker: "Aj rolig nu, her er jo ikke sket noget",, mens min krop værker mere og mere og jeg ryster som en gal.
Nogen hænder kommer forbi og lægger en jakke om mine skuldre. Jeg ser ikke menneskerne... jeg ser bare fødder. Jeg kigger kun ned - på intet tidspunkt kigger jeg rundt på dem der er der....

Så kommer en ambulancemand med en krave og siger at den skal jeg lige have på. Pludselig er der mange hænder rundt omkring. To mand lægger krave på... en anden snakker og spørger om alt muligt... en anden roder rundt bag mig med noget jeg ikke ved hvad er. Men de begynder at forklare mig at pga. adrenalin kan jeg ikke mærke om jeg er kommet til skade, men da jeg klager over nakkesmerter, tager man ingen chancer.

Så kigger falckmanden mig ind i øjnene, smiler og siger: "Har du nogensinde set det der 112 på tv?". Jeg når lige at tænke: "Klaphat - vil du snakke tv nu?" Inden det går op for mig, at han bare forsøger at sige: "Så ved du hvad der skal ske nu".... Han fortsætter: "der står to mand bag dig med et spineboard, og vi lægger dig nu ned, du skal bare følge med og ikke røre dig."

Jeg rystet for sindssygt og er irriteret over at jeg ikke kan kontrollere det. Jeg undskylder hele tiden overfor ambulancefolkene, at jeg græder, at jeg ryster, at de skal bøvle med mig, for der er jo ikke sket noget... ooog så videre. Lidt pinligt, nu jeg tænker tilbage.

Men de forklarer jo selvfølgelig at det er okay og at jeg bare skal prøve at slappe af. Jeg begynder at kunne mærke hvor selen har klemt, hvor airbaggen har ramt, mit skinneben gør ondt og fingrene på min højre hånd dunker.

Men inden vi næsten når at lukke ambulancedørene, skal jeg først høre Louise, som sidder foran, om hun er okay og om hun har ringet hjem. Det har hun og hun er okay, men ca. lige så forslået som jeg. Og vupti, så er vi allerede ankommet til sygehuset. DET var dælme hurtig, tænker jeg... indtil jeg får forklaret, at vi faktisk er kørt galt kun en kilometers penge fra sygehuset. Så hjælpen var nær, kan man sige.

På sygehuset bliver jeg undersøgt på kryds og tværs og jeg tror de trykker på samtlige knogler på min rygrad, ribben, ben, kraveben osv. Og jeg synes at oplevelsen er surrealistisk. De vender mig om på siden, tre mand på 1 - 2 - 3! Og jeg smiler lidt og tænker: Det her er altså helt skørt - det plejer jeg jo kun at se i tv. Og i øvrigt rører min ene hånd ved skridtet på den mand der holder mine hofter... jeg smiler lidt.  Man tænker altså underlige tanker under sådan et forløb ;)

Jeg bliver kort efter frikendt for brækkede knogler. Jeg får, af nogen søde sygeplejersker, nogen opvarmede tæpper pakket rundt om mig, så jeg igen kan få varmen. De tog min jakke af ude på ulykkesstedet og der lå jeg så på det hårde brædt, med et tyndt tæppe på. Så jeg frøøøs.

Jeg får så en masse info om nakkesmerter, chok, hjernerystelse og søvn. Jeg tror jeg kan huske en brøkdel af det, da vi endelig bliver sluppet løs igen.

Louise, bliver undersøgt for mavesmerter, men bliver heldigvis også løsladt igen. Og så står hendes mand og svigerfar og venter på at køre os hjem.

Jeg har INTET overblik over tidsforløbet overhovedet. MEN F*CK hvor skal jeg altså bare RYGE! Så rygestop fik fingeren og jeg tændte rystende en cigaret! Og derefter tog vi ud og kiggede på bilen.... Louise og jeg havde brug for at se stedet det skete - og se bilen.

NØJ den var krøllet, den stakkels lille bil. Det begynder at gå op for mig, hvor taknemmelig jeg er for at vi kørte i hendes bil og ikke min. Ikke pga. at bilen nu er krøllet og skal erstattes. Men jeg tænker at min bil ikke har airbags eller nogen former for sikkerhedsudsyr, ud over seler. Og med det smæk vi fik, havde det ikke set godt ud, i min bil.

Da vi har kigget på bilen og sikret at alle ejendele er ude af den - kører vi hjem til Louise igen. Der står hendes svigermor klar med kaffe og en lytter. Louise og jeg plaprer i munden på hinanden! Noget vi gør de næste mange timer.... det er tydeligt at høre, det er chokket der taler. Vi gentager os selv og finder hele tiden små nye ting vi ikke kunne huske lige før.

Kl 2 om natten forsøger vi at gå i seng - for næste dag, ville to små børn stå tidligt op. Jeg ved allerede på forhånd at jeg slet ikke føler mig træt. Men jeg prøver alligevel.
I det øjeblik hovedet rammer puden, letter jeg som en raket igen. Er du sindssyg jeg har ondt i nakke, skuldre, skinneben, tunge (jeg har pircet migselv med en hjørnetand - deeerfor smagte jeg blod på ulykkesstedet) og hovedet. Bare det at tøj rammer min nakke, gør ondt. Og min hage/hals gør ondt og svider.... og jeg finder ud af at airbagen har givet mig et brændmærke.
Så jeg bruger de næste 4-5 timer på at vende mig om på den anden side, med 3 minutters mellemrum.
Tankerne kører på warpspeed og jeg kan sleeet ikke finde ro. Samtidig med at jeg tænker på hvor heldige vi var.

Endelig kan jeg høre liv i huset, så jeg står op igen..... jeg tror jeg har blundet en time. Og så kører vores knævr igen. Vi er slet ikke færdige med at snakke. Heldigvis kommer der hele tiden nye mennesker ind ad døren, der vil lytte. Der skal også ringes til forsikring osv.... og dagen går med det. Dagen skriver jeg, og kommer i tanke om, at der er klokken kun 11 om formiddagen.... Normalt ville jeg først være ved at få morgenkaffe der.

Jeg begynder at få kvalme og blive svimmel og har det ikke ret godt. Nakken er virkelig øm og jeg er utilpas. De andre siger at vi hellere må få det tjekket - for det havde de sagt på hospitalet. Så vi ringede derind og de bad os komme igen. Så for anden gang på et døgn, fik jeg set Åbenrå sygehus indefra. Men atter blev jeg frikendt, men fik noget bedre forklaret (eller også var hjernen mere klar), hvad det har gjort ved kroppen og at både kvalmen og svimmelheden var naturlig. Men jeg skulle smertedække mig bedre.

Hjeeem igen til Louise og snakke videre med en bøvlet forsikring osv. Imens begynder jeg at få hjemve. Jeg får fat i Nanna og siger hun gerne må hente mig. For Louise og Jørn skal bruge min bil de næste dage. Nanna kommer også og henter mig og vi kører hjem til mine forældre, der står med aftensmad. Mine forældre, min bror, Nanna og jeg.... vi snakker og jeg føler mig heldig igen.

Men nakkesmerterne er virkelig ondt og jeg kan næsten ikke bevæge hovedet. Så jeg melder timeout og vil hjem. Hjemme kommer jeg ind på sofaen, stablet op med varmepude, the og tv.
Kort efter kommer min kammerat med the og en RO, som jeg lige trængte til. Det var guld værd! Rolig snak, indtagelse af varm the... aaahh..... Og ikke mindst KNUS.

Det er lidt sjovt - det eneste der har trøstet på 1½ døgn, er en fysisk berøring. Der er sagt mange ord og der har været en del flygtige kram. Men et rigtigt kram og en hånd der nusser een på ryggen og lyden af et hjertes rolige rytme - DET fik pulsen ned, tankene ned på et tempo hvor jeg kan følge med......

Og så skal jeg lige mene at trætheden kom og jeg blev smidt i seng :) Jeg var ellers overbevist om at jeg ikke ville få meget søvn. Både pga nakkesmerter og tankemylder. Men jeg gik ret hurtigt ud som et lys og sov HELE natten. Noget jeg ellers ikke har prøvet i mange mange uger.

Idag sidder jeg med sådan en underlig fornemmelse af at jeg VED det hele skete - kroppen gør jo ondt ad h til. Og en følelse af at det er så underligt fjernt!
Louise og jeg har snakket og det er rart at kunne dele tankerne med een der også var der... jeg tror vi har meget at sige endnu.

Men jeg har lært at : Min bil skal skiftes ud til noget med airbag - når de siger hastighed dræber tvivler jeg ikke mere - at lyden af et sammenstød og krøllet metal glemmer man aldrig - lugten af eksploderet airbag glemmer jeg aldrig - Jeg er DYBT taknemmelig for mennesker der stopper og hjælper, samt alt menageri af falck, politi og redningspersonel! Og så er jeg dybt taknemmelig for at der ikke var bud efter mig denne gang! Alt sammen lyder det så pisse banalt og kliché agtigt.... men ikke desto mindre så er det hvad jeg føler og tænker.

Jeg tror nok, at den følgevogn man kan se her, er den vi ramte.