Ting tager tid

Ting tager den tid ting tar' ! Men endelig tikkede brevet ind, om at forsikringen dækker behandlingerne hos fyssen. Jeg er måske krævende og utålmodig, men jeg synes sådan noget tager laaang tid.

Jeg har haft ringet til forsikringen et par gange for at høre om de dækkede - og hver gang kom der tøvende og vævende : Jooo det mente de da at de nok gjorde! Arrrjmen hvor svært er det at give klokkeklare JA eller NEJ svar? Som jeg forstår tingene så burde min egen fritids/ ulykkesforsikring træde til - og bagefter er det så op til mit forsikringsselskab at kradse pengene ind hos modpartens forsikringsselskab.

De ved hvornår ulykken skete. De kender sagsnr. hos politiet (politiet siger dog at hverken Louises eller mit forsikringsselskab har haft kontaktet dem endnu - selvom vores forsikringer påstår det modsatte). De ved modparten har erklæret sin skyld osv osv... og alligevel tager alt en krig.

Men idag lå brevet så i postkassen, om at de dækker. Så nu kan jeg ånde lidt lettet op i første omgang, for jeg har ganske enkelt ikke råd til behandlingerne selv. Så uden dem - havde jeg desværre nok bare måttet se hvad tiden bragte.

Men som det ser ud lige nu - så får jeg i hvert fald den hjælp, der alt andet lige burde kunne gøre en forskel. Så er der tilbage at håbe og tro på at alt nok skal blive godt igen - selvom fyssen trækker lidt på det, når jeg spørger om alt bliver tip top igen.

Jeg tror på det!

Hold da op

Sikke jeg er tapet ind på kryds og tværs. Fysioterapeuten var ikke så hård idag, som frygtet. Men til gengæld udstyret med en bunke løftede pegefingre og en stor rulle tape ;)

Optur - Nedtur

Tiden sneeegler sig afsted herhjemme, synes jeg. Nok føles det sådan, fordi jeg ikke kan en skid. Undskyld sproget - men normalt, med de ledsmerter jeg normalt bøvler med i kroppen (irriterende nok, de dele der ikke er involveret i ulykken), plejer jeg at sige at mine smerter IKKE skal styre hvad jeg laver i min hverdag. Selvfølgelig til en vis grænse.

Men lige for tiden kan jeg IKKE bare sige sådan. Det irriterer mig selvfølgelig at de steder ulykken ramte, nu gør at praktisk talt hele kroppen nu er involveret i noget med smerte. Men må også sige, at jo nærmere hovedet, smerter kommer, jo sværere er de at ignorere.

Fredag var jeg til Kranio Sakral Terapi - for første gang i mit liv. En  super flink mand, der kort bad mig lægge mig på briksen og så holdt han egentlig bare hænderne over min krop, mens jeg lå som en flitsbue og frygtede at han overhovedet ville RØRE min nakke og skuldre og arme.

Han smilte og kiggede mig i øjnene og sagde: Du har ondt dér, der og der.... mens han forsigtigt satte en finger de forskellige steder. Og så gik han ellers igang....
Svage svage tryk, her og der, og jeg indrømmer at jeg startede med at tænke: Sådan en gang hokus pokus, tag dog VED mand! Men 20 minutter efter, kom han til de aller ømmeste punkter og jeg holdt pænt min mund. Han fandt også andre steder, som jeg ikke vidste gjorde ondt, men små tryk gjorde at jeg dælme ikke var i tvivl.

Efter endt behandling - kiggede han på mig og siger: Jeg henter lige et glas vand til din tørst.
Tørst tænkte jeg? Jooo jeg er da egentlig ret tør i munden. Men jeg slugte seriøst et kæmpe glas vand i løbet af 5 sekunder. Noget jeg ALDRIG har gjort før. Jeg drikker normalt ikke ret meget og da slet ikke lange store slurke.

Da jeg gik ud derfra, kunne jeg bevæge nakken!!!! Jeg kunne kigge til siderne - ca. halv mobilitet af normalt. Smerterne var der stadig, men jeg var ikke helt stiv. Armene gjorde nas og var tunge. Men ingen tvivl om at manden havde givet mig lidt bevægelighed tilbage.

Men SÅ kom lørdagen - er du VIMMER jeg vågnede med ooondt. Jeg er dybt dybt taknemmelig for at han ikke "tog mere fat" og at jeg havde holdt min store mund lukket. For ingen tvivl om at han havde ramt alle de rette steder og de skreeeeg. Desværre sagde han også, at hans forsigtige bud på fremtid var, at det her slap jeg ikke fra uden mén. Hans bud var at jeg ville få mén i højre skulder og et par steder i nakken, samt min tinitus. Men det vil tiden vise....

Jeg var lidt bleg i betrækket - men jeg havde meldt mig til "kreativ dag" på mit lokale bibliotek, med en arbejdende stand, for flere uger siden. Og jeg ville ikke svigte, da der havde været et større frafald allerede. SÅ jeg fik hjælp af min mor til at fragte mig og mine ting derned, og sat op (TAK mor, fordi du hjælper hvor du kan).
Men jeg burde uden tvivl have været blevet hjemme - for jeg kunne seriøst intet. Jeg skulle bare vikle stofstrimler om lampeskærmestativer - men jeg kunne ikke. Og inden vi var halvvejs igennem dagen, nikkede jeg af træthed.

Idag har jeg knap så ondt i arme og hænder og nakke. Og bevægeligheden er der stadig. Så det har bedret nogen ting - uden tvivl.

Nu frygte jeg bare for i morgen. For der skal jeg til fysioterapeut. Og effekten af MILD kranio sakral terapi var ooondt - så hvordan ender det ikke efter fysio?

Nå, men eeeen dag af gangen :) Jeg er positiv - kvalmen er nemlig væk. Jeg bliver ikke længere "køresyg", med mindre jeg virkelig læser lange kapitler - eller hører høj musik.

Det var bedre

Idag havde jeg så en tid ved lægen igen... jeg var SÅ kampklar da jeg trådte ind af døren! Jeg havde forberedt en dundertale af en anden verden.

Jeg fik dog ikke rigtigt brug for den. For hun startede selv ud med at undskylde for forleden dag, at hun godt vidste hun havde gjort det eneste jeg ikke havde haft brug for - nemlig at feje mig af!
Det viste sig dog at være ret skidt med den lille pige i venteværelset. Grundet tavshedspligt, ved jeg ikke hvad det gik ud på - men jeg kunne godt fornemme idag, at det ikke bare var småting.
Men, som hun sagde, så ændrede det ikke, at enten hun eller klinikpersonalet, burde have haft grebet fat i mig og forklaret og givet mig en ny tid ASAP!

Så jeg fattede mod og forklarede hvor skuffet og vred jeg var over den behandling og endte i tårer .... Jeg troede jeg var løbet tør....og vi fik ordnet det der skulle ordnes. Og jeg fik min mening ud og ikke mindst min oplevelse af ulykken, samt en forklaring på at alt så "normalt" ud, efter omstændighederne. Så intet alarmerende ud over piskesmæld og måske klemte nerver og nogen bitte små ledbånd der havde det svært. Alle disse ting kunne nemt være skyld i tinitussen i mit højre øre og de sovende fingre på højre hånd.
Kvalmen fik jeg også forklaret - via sygehusets rapport. Jeg HAR åbenbart hjernerystelse. Jeg troede kun man fik hjernerystelse, hvis man havde knaldet hovedet ind i noget. Som da jeg var barn, og den ene gang efter den anden, kyssede asfalten, på enten cykel, skateboard eller rulleskøjter... eller andre mere kunstfærdige krumspring. Men nix - det er åbenbart nok at hjernen har fået sig en rystetur.

Egentlig ganske logisk, når man får skåret det ud i pap ;)

Så lige nu går det stærkt. I morgen hedder det Kranio-Sakral-Terapi... noget jeg aldrig har prøvet før. Og mandag fysioterapeut... noget jeg heller aldrig har prøvet før. Og så må vi se hvordan det spænder an. Jeg har INGEN anelse om hvordan jeg finder penge til det. Jeg håber inderligt forsikringen dækker.

Og så glæder jeg mig afsiiindigt til jeg kan lave noget kreativt igen!!!! :) Jeg håber at imorgen og mandag gør underværker!

Sku man?

Min mor har denne Morten Ingemann kalender stående på sit køkkenbord. Og jeg spottede dagens kalenderblad og måtte grine lidt ;)

For når man ser ambulancer i tv er det ofte sådan en rigtig hot ambulancefyr... Måske jeg skulle have taget chancen? ;)

Nå, synes lige det var godt med lidt humor i det trælse ;)

------------------

Jeg var ved lægen idag og det var da ærlig talt en fesen oplevelse. Jeg fik 3 minutter af hendes tid!!  Som gik med at sætte et par krydser på nogen forsikringspapirer og en sætning som "Du kan jo bare skrive xxxxxx" ....Nej søde læge, jeg kan ikke BARE skrive! Det er til en forsikring - det handler om mit helbred - og jeg vil ikke sidde og formulere noget der kan skade min sag.

Dernæst ved jeg, at der på piskesmældsforeningens hjemmeside står: At nogen faresignaler der gør at man bør søge egen læge, efter en piskesmældstur, er kvalme/opkastning (chek), snurren i fingre eller arme (chek), armen føles tung og uden normale kræfter (chek).... og ALLE disse ting nævnte jeg og spurgte om der evt. så skulle en røntgen til, da der ikke er blevet taget en sådan.
Men næææ disse ting var HELT normale... om jeg ikke havde været ved fysioterapeut endnu? Øhhh NEJ jeg har jo ikke fået nogen henvisning eller noget og ved slet ikke hvad der skal til, og hvad der ikke skal til?!?!?

Men så kom forklaringen - hendes opmærksomhed var ude i venteværelset. For der skulle et barn ind til hende, som vist var utrygt. Men hvorfor spurgte hun så ikke om jeg ville lade barnet kommet ind først og så mig bagefter??

Jeg blev så paf og reagerede ikke dernede. Selv min mor som var med mig, blev totalt paf og reagerede heller ikke ordentligt før vi hver især kom hjem!

Men i morgen ringer jeg derned og siger at jeg synes det var yderst urimelig behandling. Jeg booker 15 minutter og regner med at få 15 minutter. Og ikke mindst, at den første læge jeg møder giver mig den info jeg mangler - beroligelse - forklaringer og fyldestgørende hjælp til at besvare vigtige spørgsmål korrekt. Jeg ved ski ikke selv om smerter i skulder og fingre, stammer fra nakken eller det sted på ryggen der gør ondt, midt mellem skulderbladene. Eller om alt er een og samme skade!!!

Nå, men det hele løser sig vel på et tidspunkt!! I hvert fald har kvalmen været liiige knap så insisterende idag og DET er ski da positivt! :)

En uge senere...

Så blev det atter mandag og en uge er gået. Tiden er på een gang fløjet afsted og kravlet langsommere end en snegl. På den ene side føles det som igår, vi kørte galt... Lydene og lugtene er lige så tydelige. På den anden side set er den værste nakkestivhed aftaget, helt ifølge normalen. Desværre er der så bare stadig mange nakke, skulder og rygsmerter og på brystet omkring kravebenene. De blå mærker er næsten væk, men smerterne er der stadig - pokkers også.

Men det værste er den svimmelhed der tilstadighed jagter mig... Så snart jeg lige når at smile og tænke:"nu bedres det", så drejer rummet lige nogen hurtige omgange, som i en af de der små børnekaruseller, på legepladser, som jeg elskede som barn. Og SÅ kommer kvalmen og trætheden bølgende som en tsunami. Der er intet at gøre, jeg kan lige så godt finde sofaen... Hurtigt, inden jeg går i brædderne.

Ind i mellem føles det som om jeg går "sukkerkold på steorider". Har du nogensinde prøvet gå sukkerkold så kroppen ryster som havde du lige drukket en liter jordemoderkaffe selv? Hjertet banker som var den betalt for overtid...koldsved pibler frem som sved på en sommervarm pande. Og det eneste der hjælper er noget sødt, efterfulgt af noget ordentligt?
Sådan har jeg det tre til fire gange om dagen og HELE natten. Det startede på 3-4 dagen og har hængt godt ved siden.

Det er lige meget hvad og hvor meget jeg spiser, det kommer nådesløst og lægger mig ned. Især nætterne er slemme. Det giver ikke mange timers regulær søvn. Tværtimod ligger/sidder jeg og forsøger hverken at bevæge mig, eller synke for meget.

Jeg har en tid ved lægen i morgen. Jeg bliver nødt til at have hendes ord for at alt ser ud som det nu gør, efter sådan en tur. Og at der ikke er stødt noget til, der skal kigges på.

Nakke/skuldersmerterne, kan jeg lidt leve med. Jeg er vant til at leve med smerter. Men det piner mig når jeg ikke kan hverken strikke, tegne, male, lave mad, vaske op, rydde op, gå en tur eller noget som helst endet, der tager ret meget mere end tyve minutter. Hvis du tager en poncho på, der går dig ned til albuerne, og med rullekrave.. Så har du området hvor jeg har smerter i samtlige muskler, sener og led... Kun hvis jeg ligger ned og slapper helt af, er de næææsten usynlige.
Men det er pisse hamrende kedeligt, (pardon my french) for jeg kan ikke læse uden at blive dårlig, eller se tv.. Selv denne blogpost koster.

Og DET pisser mig af.... For hvad er der snart tilbage at glædes over, når man sover sammenlagt 15 timer i døgnet, og er udskidt æblegrød i resten af døgnet?

Undskyld mit jammer... Men her syv dage efter, havde jeg inderligt håbet på en tydelig bedring. Så er for første gang i mange år lidt sortseer og trist. Der løber mange tårer når ingen ser det... Indrømmet, jeg går og pjevser. Jeg plejer at sætte en ære i at bære mine smerter med stolthed og ikke klynke eller jamre. Det plejer jeg at kunne efterleve... Ikke mange har hørt mig klynke... Og derfor piner det mig at jeg i disse dage simpelthen ikke kan se fremad og turde håbe på bedre tider. Og selvom min omverden står i kø for at hjælpe (jeg elsker jer, hver og en), så er jeg desværre indrettet så jeg ikke duer til at tage imod.

Puha, sikke jeg får luft her... Nu håber jeg skisme ikke jeg får skræmt for mange væk med mit jammer. Men det hjælper at lukke det ud og jeg kan holde hånd i hanke med hvad der sker. Jeg har lidt mistet kontakten med min tidsfornemmelse, min koncentration og nogen har flyttet på ordene i min hukommelse, når jeg kigger efter dem.

Her synkes

Jeg forsøger stadig at synke denne uges oplevelser. Jeg svinger mellem at føle mig ynkelig og som en fej kylling - for hvorfor klynke, være angst, drømme grimme drømme, få hjertebanken og voldsomme nakkesmerter med dertilhørende svimmelhed og kvalme .... når der næsten ikke skete noget?

Næste øjeblik, kan jeg godt se at der skete noget - og at de her ting nok bare følger med. Selvom jeg føle mig svag. Jeg er en person der aldrig går og fortæller folk at jeg har ondt. Trods det, at jeg normalt altid har ledsmerter i hænder, knæ og fødder. Men den måde nakkesmerterne manifesterer sig på, kan jeg ikke ignorere, trods smertestillende. De trækker ud i armene og hele ansigtets muskulatur kan "krampe op". Jeg har kronisk tankemylder, ikke bare den onde slags... men det eneste min hjerne åbenbart har lyst til at tænke på, er hele mandag og tirsdag. Når jeg har stået/siddet og lavet noget i 20 minutter, med hovedet bøjet lidt fremover, kommer kvalmen, hovedpinen og nakkesmerterne frem i lys lue og jeg bliver nødt til at lægge mig ned.

Og så er det at jeg bliver lidt flov indeni. Tænker at folk da må tro jeg er super pivet og en klynkemarie. Og så tier jeg stille med det og forsøger at blive på benene og gøre alt det jeg VIL !

Og så er der lige det der med, at jeg haaaader at føle mig som en byrde. Nanna må være den der vasker op og rydder væk. Hun måtte idag lave aftensmaden. Hun skal køre mig fra A til Z. .... eller også skal min mor. Jeg har ikke fået vasket hår siden søndag.... det kan kun blive til brusebade, hvor jeg ikke skal have hænderne over hovedhøjde. (jeg vil dog prøve igen nu her, siddende på gulvet)...... Og jeg har det altså bare ikke godt med at være hende der skal have hjælp til ting!!

Jeg har fået "skældud" af min mor idag (Det har jeg sgu ikke prøvet i mange år)... men hun sagde at jeg dælme skulle blive på den sofa! Min fætter forsøgte at forklare mig, at skaderne på en bil ikke er proportionalt med de skader fører og passager får... en bil kan være skrammet og en person dør, eller en bil kan være helt krøllet og personerne gå derfra uden mén.  Jow jow - jeg prøver at lytte.

Samtidig skal man så bøvle med forsikringerne. De hænger i bremsen.... "næææ vi kan da ikke bede om politirapporten - den skal du selv bede om". Politiet siger: "nix, vi udlever ikke en politirapport til en civil". NÅ, men endelig gav forsikringen sig vist og ringede til politiet.

Alt i alt, synes jeg at der skal kæmpes for ALT. Forsikringen, en undersøgelse osv.... jeg er sgu bange for langtidsbøvl og vil så gerne have noget ordentlig info omkring hvad jeg kan gøre for at mindske den risko. Men man får praktisk talt ikke ret meget information om noget som helst. Min hjerne slår knuder og jeg har egentlig brug for at vide om det er normalt at gå og panikke og drømme om det der er meget værre end det skete. Og hvor længe det er okay, man får hjertebanken når man kører bil. Mig som normalt ELSKER at køre bil!

Nå, ikke mere klynk herfra, det lover jeg :) VEJRET VAR FANTASTISK IDAG - DET er positivt :) Jeg sugede solen til mig, i min varme stue... og det samme gjorde mine små chiliplanter, som jeg helt har glemt at passe.

Bum crash bang

Bilen efter den er slæbt væk fra ulykken

Puha sikke nogen døgn, jeg lige har oplevet! De af jer, der følger mig på facebook, er nok allerede mættet af det her - jeg beklager, men jeg har brug for at skrive det hele ned.

Mandag morgen står jeg op... og det eneste der fylder i mit hovede er, at det er min første dag som ikke-ryger. Smøgerne er lagt på hylden og jeg tænker over om det kommer til at gå. Og ikke mindst fordi jeg senere på dagen, skal ned til vennerne i sønderjylland. Og da de begge ryger, bliver det nok hårdt.

Men jeg glæder mig, for Louise og jeg skal hygge og strikke :) Eftermiddagen bliver brugt på strikkehygge og kaffeslaberas. Og efter aftensmaden bliver Louise og jeg enige om at vi fortjener en lille køretur ud og tage sol. Kroppen har værket på det sidste, så det vil blive dejligt at blive varmet igennem. Så der er ikke langt fra tanke til handling.

Vi starter bilen og kører ned på en tank for at veksle penge og købe en cola. Men de har ikke den cola der ønskes, så vi bliver enige om at snuppe solen først og så køre hen til en anden tank på vej hjem.

Da vi har været i solen, har jeg lige ligget derinde og joket med en kammerat og vil derefter sende et foto til ham, men kommer fra det. For vi knævrer, som vi altid gør.... og da vi er nok 500 meter fra den tankstation vi skulle ind på, møder vi en følgevogn og en lastbil med een af de der store tårne til en vindmølle. Han fylder rigtigt meget på vejen og vi sænker farten og trækker ud i rabatten.

Jeg undrer mig over en manglende følgevogn bagved, men tænker så ikke over det. Vi kører videre, hvad jeg tror svarer til nogen hundrede meter. Hen til en sidevej fra vores højre hånd.
Der ser jeg en følgevogn komme blæsende ud mod hajtænderne, uden tilsyneladende at tage farten af. Jeg når så at sige til Louise: "Det når han ikke"... og stemmer så fødderne i gulvet. Vi kan ikke undvige til venstre, da der kommer en modkørende. Det gør Louise heldigvis ikke - hun bremser og forsøger at undvige, det der er plads til. Men intet kan nåes.... Jeg tror ikke engang den stakkels mand nåede at se os komme.

Og aldrig så snart sætningen er sagt, kommer det vildeste brag jeg har hørt og en grim lyd af krøllende metal. En meget surrealistisk oplevelse. Jeg når lige at tænke: "shit - jeg kan ikke se noget - hvorfor kan jeg ikke se noget?!" Indtil det går op for mig, at kabinen er FYLDT med støv og røg fra airbagen, der er gået af. Så vi kan ikke se hinanden eller se UD.

Louise rækker en hånd over og rører ved mig og spørger om jeg er okay. Er jeg okay, tænker jeg? Og jeg løfter hænderne op og mærker migselv i ansigtet. For jeg kan mærke at ansigtet summer, som efter en mega monster lussing. Men der er ikke noget blod at mærke.... så jeg får svaret at jeg ikke ved om jeg er okay, men at jeg tror det. Louise siger hun skal ringe til sin mand og ALT ligger og roder i bilen og vi kan intet finde. Hun låner sig frem og ringer hjem....

Jeg rækker så ud for at åbne døren, for jeg føler at jeg ikke kan få luft for alt det røg og støv der er i kabinen. Jeg åbner døren på klem, kigger ned på asfalten og ser en våd pøl af væske der breder sig. Og jeg har vist set for mange film, for jeg tænker: "SHIT- BENZIN" - og siger til Louise at vi nok skal gå ud af bilen. (Senere finder jeg ud af, at hvis jeg var blevet siddende, havde de klippet taget af bilen... )

Vi står begge ud, efter at et meget nervøst vidne har kigget forsigtigt ind ad Louises dør og ham der kørte ind i os, kiggede ind ad min. Det slog mig, at de så meget skræmte ud... og så kunne jeg mærke chokket der kom bølgende. Og folk render rundt og råber om 112 og "Jeg ved ikke hvor jeg kører henne" (manden med følgevognen er ikke stedkendt). Louise kigger på det ene vidne og siger meget bestemt: "Jeg skal ha en smøg!! Har du en smøg! - Jeg skal altså ha en smøg!" Nå ja - tænker jeg, jeg ryger jo ikke mere.

Jeg er forvirret og kigger rundt på, hvad jeg tænker er alt for mange biler og mennesker. Jeg aner ikke hvem der er involveret og hvem der ikke er. Men begynder af uransaglige grunde at tage billeder af den smadrede bil. (Jeg kan ikke huske jeg gjorde det før sent igår...).

Jeg siger til Louise at jeg synes vi skal gå over i siden af vejen, da jeg har en følelse af at vi står midt på en trafikeret vej. Jojo vi står på en vej, men trafikeret er den ikke, lige nu.
Men jeg går over og sætter mig på autoværnet og får ringet til min mor. Min nakke gør ondt og jeg ryster heeeelt vildt. Jeg har åbenbart nævnt nakken ovre ved bilen, for pludselig kommer en mand og siger: "Din veninde siger du har ondt i nakken? Nu holder jeg lige ved dit hovede og du må hverken nikke, ryste på hovedet eller bevæge det - du skal bare sige ja og nej, okay?."

SÅ kommer panikken rigtigt rullende og jeg tænker at guuud er jeg alligevel kommet til skade? Jeg kan godt nok også smage blod - hvor kommer det fra?

Øjeblikket efter kommer en ambulance med blink und alles. Jeg tænker: "Aj rolig nu, her er jo ikke sket noget",, mens min krop værker mere og mere og jeg ryster som en gal.
Nogen hænder kommer forbi og lægger en jakke om mine skuldre. Jeg ser ikke menneskerne... jeg ser bare fødder. Jeg kigger kun ned - på intet tidspunkt kigger jeg rundt på dem der er der....

Så kommer en ambulancemand med en krave og siger at den skal jeg lige have på. Pludselig er der mange hænder rundt omkring. To mand lægger krave på... en anden snakker og spørger om alt muligt... en anden roder rundt bag mig med noget jeg ikke ved hvad er. Men de begynder at forklare mig at pga. adrenalin kan jeg ikke mærke om jeg er kommet til skade, men da jeg klager over nakkesmerter, tager man ingen chancer.

Så kigger falckmanden mig ind i øjnene, smiler og siger: "Har du nogensinde set det der 112 på tv?". Jeg når lige at tænke: "Klaphat - vil du snakke tv nu?" Inden det går op for mig, at han bare forsøger at sige: "Så ved du hvad der skal ske nu".... Han fortsætter: "der står to mand bag dig med et spineboard, og vi lægger dig nu ned, du skal bare følge med og ikke røre dig."

Jeg rystet for sindssygt og er irriteret over at jeg ikke kan kontrollere det. Jeg undskylder hele tiden overfor ambulancefolkene, at jeg græder, at jeg ryster, at de skal bøvle med mig, for der er jo ikke sket noget... ooog så videre. Lidt pinligt, nu jeg tænker tilbage.

Men de forklarer jo selvfølgelig at det er okay og at jeg bare skal prøve at slappe af. Jeg begynder at kunne mærke hvor selen har klemt, hvor airbaggen har ramt, mit skinneben gør ondt og fingrene på min højre hånd dunker.

Men inden vi næsten når at lukke ambulancedørene, skal jeg først høre Louise, som sidder foran, om hun er okay og om hun har ringet hjem. Det har hun og hun er okay, men ca. lige så forslået som jeg. Og vupti, så er vi allerede ankommet til sygehuset. DET var dælme hurtig, tænker jeg... indtil jeg får forklaret, at vi faktisk er kørt galt kun en kilometers penge fra sygehuset. Så hjælpen var nær, kan man sige.

På sygehuset bliver jeg undersøgt på kryds og tværs og jeg tror de trykker på samtlige knogler på min rygrad, ribben, ben, kraveben osv. Og jeg synes at oplevelsen er surrealistisk. De vender mig om på siden, tre mand på 1 - 2 - 3! Og jeg smiler lidt og tænker: Det her er altså helt skørt - det plejer jeg jo kun at se i tv. Og i øvrigt rører min ene hånd ved skridtet på den mand der holder mine hofter... jeg smiler lidt.  Man tænker altså underlige tanker under sådan et forløb ;)

Jeg bliver kort efter frikendt for brækkede knogler. Jeg får, af nogen søde sygeplejersker, nogen opvarmede tæpper pakket rundt om mig, så jeg igen kan få varmen. De tog min jakke af ude på ulykkesstedet og der lå jeg så på det hårde brædt, med et tyndt tæppe på. Så jeg frøøøs.

Jeg får så en masse info om nakkesmerter, chok, hjernerystelse og søvn. Jeg tror jeg kan huske en brøkdel af det, da vi endelig bliver sluppet løs igen.

Louise, bliver undersøgt for mavesmerter, men bliver heldigvis også løsladt igen. Og så står hendes mand og svigerfar og venter på at køre os hjem.

Jeg har INTET overblik over tidsforløbet overhovedet. MEN F*CK hvor skal jeg altså bare RYGE! Så rygestop fik fingeren og jeg tændte rystende en cigaret! Og derefter tog vi ud og kiggede på bilen.... Louise og jeg havde brug for at se stedet det skete - og se bilen.

NØJ den var krøllet, den stakkels lille bil. Det begynder at gå op for mig, hvor taknemmelig jeg er for at vi kørte i hendes bil og ikke min. Ikke pga. at bilen nu er krøllet og skal erstattes. Men jeg tænker at min bil ikke har airbags eller nogen former for sikkerhedsudsyr, ud over seler. Og med det smæk vi fik, havde det ikke set godt ud, i min bil.

Da vi har kigget på bilen og sikret at alle ejendele er ude af den - kører vi hjem til Louise igen. Der står hendes svigermor klar med kaffe og en lytter. Louise og jeg plaprer i munden på hinanden! Noget vi gør de næste mange timer.... det er tydeligt at høre, det er chokket der taler. Vi gentager os selv og finder hele tiden små nye ting vi ikke kunne huske lige før.

Kl 2 om natten forsøger vi at gå i seng - for næste dag, ville to små børn stå tidligt op. Jeg ved allerede på forhånd at jeg slet ikke føler mig træt. Men jeg prøver alligevel.
I det øjeblik hovedet rammer puden, letter jeg som en raket igen. Er du sindssyg jeg har ondt i nakke, skuldre, skinneben, tunge (jeg har pircet migselv med en hjørnetand - deeerfor smagte jeg blod på ulykkesstedet) og hovedet. Bare det at tøj rammer min nakke, gør ondt. Og min hage/hals gør ondt og svider.... og jeg finder ud af at airbagen har givet mig et brændmærke.
Så jeg bruger de næste 4-5 timer på at vende mig om på den anden side, med 3 minutters mellemrum.
Tankerne kører på warpspeed og jeg kan sleeet ikke finde ro. Samtidig med at jeg tænker på hvor heldige vi var.

Endelig kan jeg høre liv i huset, så jeg står op igen..... jeg tror jeg har blundet en time. Og så kører vores knævr igen. Vi er slet ikke færdige med at snakke. Heldigvis kommer der hele tiden nye mennesker ind ad døren, der vil lytte. Der skal også ringes til forsikring osv.... og dagen går med det. Dagen skriver jeg, og kommer i tanke om, at der er klokken kun 11 om formiddagen.... Normalt ville jeg først være ved at få morgenkaffe der.

Jeg begynder at få kvalme og blive svimmel og har det ikke ret godt. Nakken er virkelig øm og jeg er utilpas. De andre siger at vi hellere må få det tjekket - for det havde de sagt på hospitalet. Så vi ringede derind og de bad os komme igen. Så for anden gang på et døgn, fik jeg set Åbenrå sygehus indefra. Men atter blev jeg frikendt, men fik noget bedre forklaret (eller også var hjernen mere klar), hvad det har gjort ved kroppen og at både kvalmen og svimmelheden var naturlig. Men jeg skulle smertedække mig bedre.

Hjeeem igen til Louise og snakke videre med en bøvlet forsikring osv. Imens begynder jeg at få hjemve. Jeg får fat i Nanna og siger hun gerne må hente mig. For Louise og Jørn skal bruge min bil de næste dage. Nanna kommer også og henter mig og vi kører hjem til mine forældre, der står med aftensmad. Mine forældre, min bror, Nanna og jeg.... vi snakker og jeg føler mig heldig igen.

Men nakkesmerterne er virkelig ondt og jeg kan næsten ikke bevæge hovedet. Så jeg melder timeout og vil hjem. Hjemme kommer jeg ind på sofaen, stablet op med varmepude, the og tv.
Kort efter kommer min kammerat med the og en RO, som jeg lige trængte til. Det var guld værd! Rolig snak, indtagelse af varm the... aaahh..... Og ikke mindst KNUS.

Det er lidt sjovt - det eneste der har trøstet på 1½ døgn, er en fysisk berøring. Der er sagt mange ord og der har været en del flygtige kram. Men et rigtigt kram og en hånd der nusser een på ryggen og lyden af et hjertes rolige rytme - DET fik pulsen ned, tankene ned på et tempo hvor jeg kan følge med......

Og så skal jeg lige mene at trætheden kom og jeg blev smidt i seng :) Jeg var ellers overbevist om at jeg ikke ville få meget søvn. Både pga nakkesmerter og tankemylder. Men jeg gik ret hurtigt ud som et lys og sov HELE natten. Noget jeg ellers ikke har prøvet i mange mange uger.

Idag sidder jeg med sådan en underlig fornemmelse af at jeg VED det hele skete - kroppen gør jo ondt ad h til. Og en følelse af at det er så underligt fjernt!
Louise og jeg har snakket og det er rart at kunne dele tankerne med een der også var der... jeg tror vi har meget at sige endnu.

Men jeg har lært at : Min bil skal skiftes ud til noget med airbag - når de siger hastighed dræber tvivler jeg ikke mere - at lyden af et sammenstød og krøllet metal glemmer man aldrig - lugten af eksploderet airbag glemmer jeg aldrig - Jeg er DYBT taknemmelig for mennesker der stopper og hjælper, samt alt menageri af falck, politi og redningspersonel! Og så er jeg dybt taknemmelig for at der ikke var bud efter mig denne gang! Alt sammen lyder det så pisse banalt og kliché agtigt.... men ikke desto mindre så er det hvad jeg føler og tænker.

Jeg tror nok, at den følgevogn man kan se her, er den vi ramte.