Jeg vil bare lige sige....

tirsdag den 2. november 2010

Kære  Hr. Udlejer!

Når man for næsten et år siden er idømt at skulle skifte ruder og nogen rådne vinduer og på ingen vis har overholdt aftaler, domme eller andet. Så risikerer man altså at komme en smule i klemme når man ankommer 20 minutter før huslejenævnet, og siger: "Jeg skal ind NU - der skal skiftes vinduer".

Vel at mærke 10 måneder efter de skulle have været i... og fordi huslejenævnet kommer for at bedømme, om han må stige 1000 kr pr md i husleje asap.

Jeg siger så venligt og roligt, at jeg synes det ville være smart om han ventede til EFTER huslejenævnet havde været der, 20 minutter senere. Manden bliver så "lettere irriteret" og antager en kulør, der så småt matcher hans røde arbejdstøj, mens han bliver ved at sige: "Jeg skal ind NU!" Jeg bliver ved at holde på mit og forsøger at forklare at jeg altså ikke forsøger at forhindre ham i sit arbejde, som han står og siger jeg gør, men at jeg bare gerne vil have han venter en lille time, da jeg har en del ting der lige skal flyttes for at han kan komme til det.

Pludselig vender manden rundt på hælen, hurtigere end du kan nå og sige "prut", spæner ud i gruset bag huset, hvor hans advokat står og venter på huslejenævnet og så råber han: " Hun er et røvhul - og har været det siden dag et." Svinger en stige rundt, smækker den op af huset og tramper med hårde bestemte skridt op af stigen med en bajonetsav i hånden og flår mit vindue ud, udefra!! Alt imens hans advokat og en hjælper står og kigger på ham, uden at ytre så meget som et ord.

Alt imens bliver mit spisekammer, min opvaskemaskine, kaffemaskine og andre køkkenmaskiner, langsomt fyldt op med puds, savsmuld og skidt ! Og jeg står oppe hos overboen og kigger ud af vinduet mens min underkæbe langsomt hænger så dybt, den rammer gulvet! "Det GØR han da ikke det der? Gør han?" spørger jeg overboen. Men jo, han bryder ganske enkelt ind i min lejlighed.

Eller som det så fint hedder ifølge LLO:

Grundlovens § 72 slår fast, at boligen er ukrænkelig. Det betyder at man har ret til at værne om sit privatliv og som udgangspunkt ikke skal finde sig i, at andre skaffer sig adgang til ens hjem. Også i lejelovgivningen er der regler, der beskytter lejeren - hvad enten der er tale om boliger eller andre typer af lejemål, som f.eks. erhvervslejemål, garager eller kælder- og loftsrum. Hvis man går ind i et lejemål uden at have ret til det, er der tale om ulovlig selvtægt - altså en overtrædelse af straffeloven.

Men manden vidste måske ikke lige at :

Kapitel 7,§ 33 Udlejers adgang til det udlejede:
  1. Udlejeren kan med 6 ugers varsel iværksætte arbejder i det lejede, når udførelsen ikke er til væsentlig ulempe for lejeren.
  2. Inden i værksættelse af andre arbejder har lejeren krav på 3 månerders varsel.
Loven er lang og jeg vil ikke gengive det hele. Men det handler om at jeg rent faktisk godt må sige nej, og at man skal nå frem til et tidspunkt hvor begge kan, så det ikke er til gene.

Jeg må blankt tilstå at jeg er rystet, skuffet og "lettere vred". Jeg har ALDRIG skrevet skidt om ham, forsøgt at modarbejde ham som person. Kun forsøgt, SAMMEN med 2 andre i opgangen, at få rettens ord for at det ikke kan passe at en bygning kan få lov at falde sammen om ørerne på een. At vinduer ikke skal stå og være punkterede eller rådne. Eller at jeg vel ikke skal betale for et vandforbrug der er en mellemstor familie værdig incl. overforbrug.

Retten har ad flere omgange givet os ret... og det kan godt være den kamel er slem at sluge... men at gøre dette til en personlig hetz imod mig alene, når vi er en hel opgang om det her, det er usmageligt og et grimt træk. Og det fik jeg forklaret i meget høje og malende toner, af ham, ude i opgangen. At det var MIG der støbte kuglerne og stod for at få alle til at rotte sig sammen imod ham. Dette er så langt fra tilfældet, men det er vist lidt svært at forklare.

Han har bedt mig flytte, når nu jeg ikke kan se han er super fair. Han kan være HELT rolig for at jeg flytter så snart jeg kan. Jeg skal bare lige finde den der lejlighed, som passer til mig. Så han kan godt begynde at glæde sig over at "hende røvhullet" flytter. Men jeg kan ikke love ham, at jeg nogensinde igen vil synes han er en flink fyr og en okay udlejer.

Men nå, vi fik da ENDELIG vores nye vinduer. Eller det vil sige... de er puttet i. KUN med skum, ingen skruer og så langt fra i water. Hvis jeg åbner mit fine nye badeværelsesvindue, ikke i vippefunktion, men rigtigt åbner, så lukker det i af sig selv igen med et brag! Dejligt lige det er.

Så skriver jeg en seddel og hæfter på ruden, hvor jeg beskriver problemet, men svaret fra ham er: "Nej du må kun bruge vinduet i vippefunktionen - vinduet er alt for langt og tungt til at må benyttes på almindelig måde"..... ?!?!?! Vil det sige, at man i dagens Danmark laver vinduer, der ikke må bruges ?!

Ja jeg ryster på hovedet og sender en tanke til Hr. Udlejer..... "der slap du billigt, du lænede dig kraftigt op af en politianmeldelse!"



15 kommentarer:

Jane sagde ...

Hold da op, en dum skid!! Håber du hurtigt finder en ny bolig, med en fornuftig udlejer.

Julia Zahle sagde ...

Håber i dén grad, du har meldt ham for indbrud.

Håber også at du har nogen mennesker omkring dig, du kan støtte dig til, når en bølle som ham prøver at tryne dig.

Kh Julia

Polka sagde ...

Jeg er chokeret! - og imponeret over, at du ikke reagerede mere!

Håber du snart kan flytte!

Mie sagde ...

Godt brølt løve..... giv ham al den kamp du orker - og jeg krydser fingre for at lejligheden lige for dig dukker op lige om lidt....

Anette sagde ...

Det er lang tid siden jeg har kommenteret her men jeg læser skam med. Hold da op hvor en udlejer. Jeg håber du snart kan finde en anden meget bedre lejlighed.

Alice M sagde ...

Ohhh... hvilken udlejer.

DOMEA har faktisk en ledig 4. værelses lejlighed i Lunderskov pr. 1. januar....

Jeg ville godt nok flytte huuurtigt..

Micha sagde ...

jeg havde meldt ham, det er bare ikke i orden...
håber du snart finder et andet sted at bo..
KH Micha

Fr. Møller sagde ...

Jeg er målløs! Jeg synes dæleme, du skal melde ham - den adfærd hører ingen steder hjemme. Han bliver jo nok skidesur, men det er han vist i forvejen - og når du alligevel har besluttet at flytte - kan han jo ikke gøre dig en skid. Han kan ikke engang smide dig ud, medmindre du ikke betaler husleje...

Tina sagde ...

Jane: Ja det håber jeg også meget :)

Julia: Jeg meldte ham ikke nej... var for chokeret.
Jeg har heldigvis masser af god opbakning, ellers var jeg knækket tror jeg!

Polka: Jeg reagerede... med tynd mave, migræne og rysteture og rødglødende raseri... men også med chok, så jeg reagerede kun ved at ringe til min advokat, som desværre var i retten hele dagen.

Mie: I starten havde jeg ikke lyst at køre sag mod ham, fordi jeg hader konflikter. Men nu... når han reagerer som han gør, har jeg ikke længere dårlig samvittighed over det. Han får kun som han selv har fortjent!

Anette: Dejligt du er her idag :) Jeg håber det samme!

Alice: jeg er medlem af DOMEA, jeg har ikke modtaget tilbudet. Men 4 vær er også for stort til Nanna og mig.. især mht. fx boligydelse/sikring.

Micha: det er nokf or sent at gøre nu... at melde ham.

Møller: Tror det er for sent at melde ham nu. Men ja det burde jeg have gjort!Og heldigvis ved jeg godt han ikke bare kan smide mig ud! :)

Dortheivalo sagde ...

sikke en I D I O T. Giv ham endelig al den kamp til stregen, som du orker. Sådan opfører anstændige og ordentlige mennesker sig bare ikke og det skal han vide! Sender dig en store og varme bamsekram

Bebiane sagde ...

Se nu at finde en anden bolig....måske er det tegn til, at du skal gøre alvor af det.

Tina sagde ...

Det gør vi også nu Dorthe. På en fair måde. For en del år siden fandt jeg mig i diverse mangler og elendige vedligehold og mangel på overholdelse af aftaler. Men nu hvor han er så grim i munden overfor mig, gider jeg ikke mere være så large.
TAK , knus retur :)

Bebiane: Jeg søger og søger. Jeg så to rækkehuse men fik dem ikke. Og ellers har der kun været nogen der er for store og for dyre, set i lyset af når Nanna flytter hjemmefra :) Men jeg søger og står i to boligforeninger.

Pia sagde ...

For sa....hvor er jeg chokeret over at læse hvad din udlejer har gjort. Optog du det ikke på din telefon? Jeg tror da ikke det er for sent at anmelde ham nu- du skulle jo lige have tid og mulighed for at komme til hægterne igen....håber snart det lykkes dig at komme væk derfra.

Knus

Alice M sagde ...

Ok - DOMEA er et udmærket sted at bo :) Har boet hos dem to gange ;)

Så bare den var på deres hjemmeside som værende ledig - det er sikkert også helt normalt at de helt store er sværest at leje ud.

Deborah sagde ...

Jeg kan ikke sige så meget andet, end hvad der er sagt i forvejen. Det eneste jeg kunne tænke efter at have læst færdig var "Og hvorfor var det så lige, du ikke meldte ham??"

Send en kommentar