Jeg forsøger virkelig

torsdag den 7. maj 2009

Jeg forsøger virkelig at hive humøret og energien op igen!! Men det er altså lettere sagt end gjort. Ikke sådan at forstå at jeg render rundt og flæber.... Jeg er bare sådan lidt "ligeglad" med det hele de her dage. Sådan lidt "det jeg ikke når idag, når jeg imorgen", på den lidt flade-måde-agtigt.

Søvn er det lidt som om, jeg ikke helt kan få nok af. Jeg er ikke rigtigt udhvilet når jeg vågner - for jeg vågner så mange gange i løbet af natten pga. ondt enten det ene eller andet sted. Og det er bare så hamrende irriterende.

Så her efter spisetid, tog jeg mig en kvik lille travetur. Nu havde vinden jo lagt sig lidt, efter en nowet blæsende dag!! Men varmt... det er synd at sige! Jeg savner varmen... også selvom jeg godt er klar over at vi har haft en meget tør og varm april.

Men i løbet af de, knap to uger, hvor alting har været lidt stille på grund af Farmor, er der virkelig sket noget med naturen. Det grønne er nu rigtigt grønt. Og alt muligt blomstrer på livet løs. Og jeg har slet ikke sådan rigtigt lagt mærke til det, før her i løbet af de sidste par dage.

Skoven er blevet tæt og uigennemsigtig, og man får igen hulefornemmelsen af at gå på stierne! Og følelsen af at være i noget smukt og rart.

Da jeg igen nåede hjem, var energien lidt højere og smilet lidt bredere! Det er da bare dejligt... ikke?! :)

5 kommentarer:

Henriette sagde ...

Du skal nok komme op i lyset og med energien tilbage igen. Kan godt forstå at du er lidt kvast, men hvor var det godt at du fik gået dig en tur. Naturen standser jo ikke, og den har søreme fart på for tiden.:-)


Rigtig god dag til dig.
Kh Henriette

Estermarie sagde ...

Det tager altså sin tid at komme videre når man har mistet en man elsker. Også selvom man kan synes vedkommende har haft et langt og godt liv.
Giv nu dig selv tid og lad være med at have så dårlig samvittighed over at du ikke er helt dig selv.
Kram herfra.
Det skal nok gå.

dk.lin sagde ...

Giv tid giv tid den nynner glad, og ryster de smaa vinger, giv tid og hver en kvist faar blad, giv tid hver blomst udspringer.
El lille levn fra min barndom som lige hoppede frem da jeg laeste dit indslag.
Tja Tina, det tager sin tid at laere at leve med savnet.Dvaskhed og modloeshed hoerer ogsaa med. Du skal nok komme efter det Tina. Husk, din farmor var sej: Du har det i dig.
Og glem ikke; vi er her ogsaa for dig.

Bettina sagde ...

Hej Tina,

Et tab som dit tager tid, og du vil med tid lære at leve med tabet, selvom det virker umuligt til tider.

Dine triste / mørke stunder kan du måske forsøge at erstatte med gode oplevelser med din farmor, som du henter i din erindring. Det kan måske gøre en forskel.

Mange kærlige hilsner,
Bettina

Tina sagde ...

Henriette: tusind tak :) Jaaa jeg skal nok komme op igen... forhåbentlig snaaart!!

Estermarie: jamen jeg tror bare det er kommet bag på mig at jeg kunne tilrane mig en mindre depression af det. For jeg synes jo heller ikke jeg har gået og hylet en masse. Jeg har bare tænkt at jeg var almindeligt og normalt ked af det pga. farmor..... men ikke ligefrem så slemt indeni.

Lin: åh ja...den er så sød den sang!!
Ja det tager åbenbart tid. Og det tager åbenbart hårdere på mig, end jeg ville have skudt på!! Faktisk har det rystet mig gevaldigt...

Bettina: Ja det kan virke umuligt når man knap selv forstår hvad det har gjort ved een. Jeg har været igennem en masse GODE erindringer... for hun er SÅ nem at mindes med gode stunder :) For der har ikke været andet!!!
Men at min krop åbenbart reagere med træthed og tårer... det havde jeg ikke regnet med, på denne måde.

Send en kommentar