Optur - Nedtur

Tiden sneeegler sig afsted herhjemme, synes jeg. Nok føles det sådan, fordi jeg ikke kan en skid. Undskyld sproget - men normalt, med de ledsmerter jeg normalt bøvler med i kroppen (irriterende nok, de dele der ikke er involveret i ulykken), plejer jeg at sige at mine smerter IKKE skal styre hvad jeg laver i min hverdag. Selvfølgelig til en vis grænse.

Men lige for tiden kan jeg IKKE bare sige sådan. Det irriterer mig selvfølgelig at de steder ulykken ramte, nu gør at praktisk talt hele kroppen nu er involveret i noget med smerte. Men må også sige, at jo nærmere hovedet, smerter kommer, jo sværere er de at ignorere.

Fredag var jeg til Kranio Sakral Terapi - for første gang i mit liv. En  super flink mand, der kort bad mig lægge mig på briksen og så holdt han egentlig bare hænderne over min krop, mens jeg lå som en flitsbue og frygtede at han overhovedet ville RØRE min nakke og skuldre og arme.

Han smilte og kiggede mig i øjnene og sagde: Du har ondt dér, der og der.... mens han forsigtigt satte en finger de forskellige steder. Og så gik han ellers igang....
Svage svage tryk, her og der, og jeg indrømmer at jeg startede med at tænke: Sådan en gang hokus pokus, tag dog VED mand! Men 20 minutter efter, kom han til de aller ømmeste punkter og jeg holdt pænt min mund. Han fandt også andre steder, som jeg ikke vidste gjorde ondt, men små tryk gjorde at jeg dælme ikke var i tvivl.

Efter endt behandling - kiggede han på mig og siger: Jeg henter lige et glas vand til din tørst.
Tørst tænkte jeg? Jooo jeg er da egentlig ret tør i munden. Men jeg slugte seriøst et kæmpe glas vand i løbet af 5 sekunder. Noget jeg ALDRIG har gjort før. Jeg drikker normalt ikke ret meget og da slet ikke lange store slurke.

Da jeg gik ud derfra, kunne jeg bevæge nakken!!!! Jeg kunne kigge til siderne - ca. halv mobilitet af normalt. Smerterne var der stadig, men jeg var ikke helt stiv. Armene gjorde nas og var tunge. Men ingen tvivl om at manden havde givet mig lidt bevægelighed tilbage.

Men SÅ kom lørdagen - er du VIMMER jeg vågnede med ooondt. Jeg er dybt dybt taknemmelig for at han ikke "tog mere fat" og at jeg havde holdt min store mund lukket. For ingen tvivl om at han havde ramt alle de rette steder og de skreeeeg. Desværre sagde han også, at hans forsigtige bud på fremtid var, at det her slap jeg ikke fra uden mén. Hans bud var at jeg ville få mén i højre skulder og et par steder i nakken, samt min tinitus. Men det vil tiden vise....

Jeg var lidt bleg i betrækket - men jeg havde meldt mig til "kreativ dag" på mit lokale bibliotek, med en arbejdende stand, for flere uger siden. Og jeg ville ikke svigte, da der havde været et større frafald allerede. SÅ jeg fik hjælp af min mor til at fragte mig og mine ting derned, og sat op (TAK mor, fordi du hjælper hvor du kan).
Men jeg burde uden tvivl have været blevet hjemme - for jeg kunne seriøst intet. Jeg skulle bare vikle stofstrimler om lampeskærmestativer - men jeg kunne ikke. Og inden vi var halvvejs igennem dagen, nikkede jeg af træthed.

Idag har jeg knap så ondt i arme og hænder og nakke. Og bevægeligheden er der stadig. Så det har bedret nogen ting - uden tvivl.

Nu frygte jeg bare for i morgen. For der skal jeg til fysioterapeut. Og effekten af MILD kranio sakral terapi var ooondt - så hvordan ender det ikke efter fysio?

Nå, men eeeen dag af gangen :) Jeg er positiv - kvalmen er nemlig væk. Jeg bliver ikke længere "køresyg", med mindre jeg virkelig læser lange kapitler - eller hører høj musik.