En uge senere...

Så blev det atter mandag og en uge er gået. Tiden er på een gang fløjet afsted og kravlet langsommere end en snegl. På den ene side føles det som igår, vi kørte galt... Lydene og lugtene er lige så tydelige. På den anden side set er den værste nakkestivhed aftaget, helt ifølge normalen. Desværre er der så bare stadig mange nakke, skulder og rygsmerter og på brystet omkring kravebenene. De blå mærker er næsten væk, men smerterne er der stadig - pokkers også.

Men det værste er den svimmelhed der tilstadighed jagter mig... Så snart jeg lige når at smile og tænke:"nu bedres det", så drejer rummet lige nogen hurtige omgange, som i en af de der små børnekaruseller, på legepladser, som jeg elskede som barn. Og SÅ kommer kvalmen og trætheden bølgende som en tsunami. Der er intet at gøre, jeg kan lige så godt finde sofaen... Hurtigt, inden jeg går i brædderne.

Ind i mellem føles det som om jeg går "sukkerkold på steorider". Har du nogensinde prøvet gå sukkerkold så kroppen ryster som havde du lige drukket en liter jordemoderkaffe selv? Hjertet banker som var den betalt for overtid...koldsved pibler frem som sved på en sommervarm pande. Og det eneste der hjælper er noget sødt, efterfulgt af noget ordentligt?
Sådan har jeg det tre til fire gange om dagen og HELE natten. Det startede på 3-4 dagen og har hængt godt ved siden.

Det er lige meget hvad og hvor meget jeg spiser, det kommer nådesløst og lægger mig ned. Især nætterne er slemme. Det giver ikke mange timers regulær søvn. Tværtimod ligger/sidder jeg og forsøger hverken at bevæge mig, eller synke for meget.

Jeg har en tid ved lægen i morgen. Jeg bliver nødt til at have hendes ord for at alt ser ud som det nu gør, efter sådan en tur. Og at der ikke er stødt noget til, der skal kigges på.

Nakke/skuldersmerterne, kan jeg lidt leve med. Jeg er vant til at leve med smerter. Men det piner mig når jeg ikke kan hverken strikke, tegne, male, lave mad, vaske op, rydde op, gå en tur eller noget som helst endet, der tager ret meget mere end tyve minutter. Hvis du tager en poncho på, der går dig ned til albuerne, og med rullekrave.. Så har du området hvor jeg har smerter i samtlige muskler, sener og led... Kun hvis jeg ligger ned og slapper helt af, er de næææsten usynlige.
Men det er pisse hamrende kedeligt, (pardon my french) for jeg kan ikke læse uden at blive dårlig, eller se tv.. Selv denne blogpost koster.

Og DET pisser mig af.... For hvad er der snart tilbage at glædes over, når man sover sammenlagt 15 timer i døgnet, og er udskidt æblegrød i resten af døgnet?

Undskyld mit jammer... Men her syv dage efter, havde jeg inderligt håbet på en tydelig bedring. Så er for første gang i mange år lidt sortseer og trist. Der løber mange tårer når ingen ser det... Indrømmet, jeg går og pjevser. Jeg plejer at sætte en ære i at bære mine smerter med stolthed og ikke klynke eller jamre. Det plejer jeg at kunne efterleve... Ikke mange har hørt mig klynke... Og derfor piner det mig at jeg i disse dage simpelthen ikke kan se fremad og turde håbe på bedre tider. Og selvom min omverden står i kø for at hjælpe (jeg elsker jer, hver og en), så er jeg desværre indrettet så jeg ikke duer til at tage imod.

Puha, sikke jeg får luft her... Nu håber jeg skisme ikke jeg får skræmt for mange væk med mit jammer. Men det hjælper at lukke det ud og jeg kan holde hånd i hanke med hvad der sker. Jeg har lidt mistet kontakten med min tidsfornemmelse, min koncentration og nogen har flyttet på ordene i min hukommelse, når jeg kigger efter dem.