Som lovet (længe længe, jeg ved det), kommer her en trin for trin forklaring :) Der kan sagtens være der er 100 andre måder at gøre det her på, men det her er MIN måde ;) Bare hvis nogen sidder og har bedre måder at gøre det på. Så sig endelig til.
Jeg starter altid med at male en bund på mit lærred. Nogen maler det kun helt hvidt inden de begynder. Men jeg maler en bund. Det eneste du skal være opmærksom på, er at bunden ikke bliver for mørk.
Dernæst skal lærredet tørre HELT op! Så det er knastørt. Jo bedre bliver resultatet, som jeg har set det indtil nu. Og da jeg selv har en ringe tålmodighed, til at vente på tørretider, bruger jeg en føntørrer til dette formål ;) Og er jeg rææættig doven, stabler jeg føntørreren op, mens jeg lige nyder en kop the!
Så skal du have fat i din kopi. Og her er det vigtigt at det er en FOTOKOPI og ikke et print fra en laserprinter!!!! Så ringe en fotokopi som muligt, på så tyndt og dårligt papir som muligt, giver det bedste resultat. Et print opløses af fugt og flyder ud i malingen.... så hen til kiosken eller hvor i nu får taget fotokopier.
Nogen har misforstået og troet at det er nok med en kopi fra en 3 i 1 printer... men nej, det er stadig blækpatronerne der printer ;)
Og HUSK at dit billede lige skal spejlvendes. Dette er især vigtig ved tekst eller portrætter! ;) Dette er vigtigt, da dit billede bliver spejlvendt ovre på lærredet.
Så tager du din fotokopi, og river en afrevet kant, hele vejen rundt om dit motiv.... Det kan være tæt inde ved motivet, eller langt ude.... det er op til dig. Men gerne så det giver en bred flosset kant. Dernæst smører/maler du FORSIDEN af din fotokopi, med Structure Gel. Et relativt tykt lag.... og placerer det på dit lærred, med forsiden nedad, dér hvor du vil have dit motiv. (nogen bruger andet end structure gel... om det virker ved jeg ikke, JEG bruger dette og det fungerer ;) )
Glat det godt ud, så du ikke har nogen luftbobler indenunder. Hele billedfladen skal have kontakt med lærredet. (Husk at putte penslen i vand med det samme, da Gelen ødelægger penslen hvis det når at tørre, og det tørrer ret hurtigt).
Så lader du det tørre i 24 timer!!! Eeeeh eller hvis du har det som mig... så fatter du føntørreren igen ;) Og igen skal det være HELT tørt! Lad det køle lidt af, så du kan mærke om det er rigtigt tørt!
Så kommer trylleriet! Med en lille stykke køkkensvamp, den bløde side, fugter du bagsiden af printet, med vand. Stille og roligt så du kan fornemme at papiret er gennemfugtet.
Så nuldrer du, med fingrene, papiret af lærredet igen. Og så vil du se at blækket fra papiret bliver siddende tilbage.
Dette er stedet hvor det går godt, eller går galt. Og selvom du har gjort alt "rigtigt", kan det nemt gå galt. Jeg har haft malerier hvor jeg har nuldret forsigtigt, og pludselig ryger det HELE af billedet. Og som i dette tilfælde med dette maleri, hvor jeg gnubbede papir af med den hårde side af grydesvampen tilsidst og det gik godt ;)
Så her er det du prøver dig frem og finder din egen fornemmelse af det.
Når det hele er tørret lidt igen, bliver billedet ofte lidt gråt og uigennemsigtigt. Så er der stadig mere papir du kan nuldre af... såå på den igen ;) Nus lidt om dit billede.
Mal evt lidt mere på det, skriv noget tekst med kul, blæk eller maling. Eller lad det være som det er.
Her er mit færdige resultat: