Sidelæns

søndag den 24. marts 2013

 
Mit liv leves lidt sidelæns for tiden. Intet er rigtigt som det plejer....

Sneen flyver også sidelæns - som små mini snestorme, hen over vejene. Hvor den lægger sig i tykke dyner, som bilerne så skal forcere. Først den sorte fine asfalt, hvor bilen kører fint og jævnt, for pludselig at møde sneens tunge modstand, der udfordrer bilistens evner udi at holde hjulene på rette spor. Tungen lige i munden og lette foden fra speederen og sejle igennem de hvide bølger - hold kursen mester!

Ind i mellem (tre gange) mødte jeg en stor tung sneplov - der kom bragende, som en isbryder, for fuld fart igennem de tykke bræmmer af sne. Som en olm tyr, der ikke lader sig stoppe af noget eller nogen. Det så let og ubesværet ud - mens os små bilister, pludselig befandt os i en sky af hvidt. Orienteringen kører i få sekunder på instinkt og troen på at man sejler lige igennem.....


Et øjeblik efter, møder man stykkerne med sort asfalt - hvor man lige kan nå at trække luft og føle fast grund under hjulene. Bare for at møde næste brede stykke med det glatte underlag.

Smukt ser det ud, når vinden flytter store mængder fin sne, hen over vejene. Og i mens skinner solen ned mellem de hvide skyer og varmen rammer ansigtet med en forbavsende varme.

 
Mon vi snart igen får fast grund under hjulene - uden bølger af hvidt for hver 100 meter? Mon vi snart får lov at mærke solens magt, langt ind i kroppen? Og hvad med havearbejdet? Må vi ikke godt snart? :) Jeg glæder mig - selvom jeg indrømmer at jeg smilede bredt flere gange, under kørslen i "de hvide bølger" idag ;)


2 kommentarer:

Helvigs strikkehjørne sagde ...

Ja flot er det, men også besværlig...:-))

Tina sagde ...

DET er det Helvig :) Det sætter hastigheden gevaldigt ned.

Send en kommentar