Nanna er i køkkenet

Nanna er i køkkenet idag - hun forbereder en større middag til veninderne. Den står på amerikansk tema i aften. Så der skal serveres fried chicken, onion rings, chili cheese tops, cheese rolls og ikke mindst baked Alaska!

Så hun er igang med at forberede lækre saucer og har sat kylling i blød i kærnemælk. Jeg håber jeg får lov at smage ;)

Ja i må leve med mobillos fotos, men det kan også bruges i en nødsituation eller hvor man ikke lige orker det store kamera ;) Men synes lige jeg ville dokumentere posten her, trods manglende krudt efter besøg hos fyssen.

Her over et foto, lige for at vise at de gamle dåser fra fx flået tomat og majs, sagtens kan bruges som små urtepotteskjulere. I hvert fald står der lige nu to chiliplanter og hygger sig i de blanke omgivelser.

Og på halvmuren mellem køkken og stue, har jeg stillet en altankasse op, med nogen af alle de store chiliplanter, samt nogen krydderurter. Det fungerer ganske godt... spørgsmålet er bare om de får lys nok ;) Men det vil tiden hurtigt vise.

Nyeste lille tomat på stammen, stak næsen frem idag :) Bitte små tomater giver de... og bærer det søde navn: Tomberry!

Hvis de fortsætter sådan, så har jeg mindst 10 tomatplanter jeg skal have fundet nye hjem til snart ;)

Selvforkælelse

Nanna og jeg var ude og handle ind i dag - da Nanna skal holde "til middag hos", sammen med veninderne. Nanna skal i den forbindelse lave en Amerikansk inspireret middag.

Så hun havde set en bid af Birthes opskrift på fried chicken på nettet, men resten stod kun i hendes nye kogebog. En bog jeg har ønsket mig længe nu - så jeg overbeviste lige mig selv om, at SÅ var det jo netop nu jeg skulle købe den ;)

Samtidig faldt jeg lige over bogen med de 222 nemmere retter fra Italien ;) Den lå der og kaldte på mig, til kun 50 kr. Så den kunne jeg heller ikke lige lade ligge.

Jeg har et svagt punkt for kogebøger og lod mig atter friste!

Smelte smelte smelte

Rundt om huset hænger de flotteste store og lange istapper :) Man kan næsten forestille sig, man kan spille xylofon på dem. Forestil jer den rene flotte klang det kunne give.

Personligt valgte jeg dog at knipse dem i stedet ;) Jeg elsker den måde lyset spiller i isen - og hvordan store tunge dråber først drypper, senere løber i fast trav efter hinanden ned over isen, og danner nye små ispytter på jorden.

Og så er der jo lige den bonus, at det (forhåbentlig) vidner om lidt mere varme!! Jeg byttede igår nogen chili, med en anden chilidyrker. Og de potter jeg fik retur var større end mine egne. Det gav mig lige et indblik i hvad jeg IKKE har plads til, ved næste oppotning ;) Så varme tak!

Men så længe isen ikke drypper og smelter hurtigere end den gør, så tager det nok lige en rum tid, før jeg kan sætte noget udendørs ;) For ih hvor det snyder, vejret. Når man sidder i sin lune stue og kigger ud, ligner det næsten en sommerdag, hvis man ikke lige kigger ned på jorden og alt den hvide sne. Men så snart man stikker næsen ud af døren, vidner den isnende vind lige én om, at det der med sommer.... det kommer først senere ;)

Sidelæns

 

Mit liv leves lidt sidelæns for tiden. Intet er rigtigt som det plejer....

Sneen flyver også sidelæns - som små mini snestorme, hen over vejene. Hvor den lægger sig i tykke dyner, som bilerne så skal forcere. Først den sorte fine asfalt, hvor bilen kører fint og jævnt, for pludselig at møde sneens tunge modstand, der udfordrer bilistens evner udi at holde hjulene på rette spor. Tungen lige i munden og lette foden fra speederen og sejle igennem de hvide bølger - hold kursen mester!

Ind i mellem (tre gange) mødte jeg en stor tung sneplov - der kom bragende, som en isbryder, for fuld fart igennem de tykke bræmmer af sne. Som en olm tyr, der ikke lader sig stoppe af noget eller nogen. Det så let og ubesværet ud - mens os små bilister, pludselig befandt os i en sky af hvidt. Orienteringen kører i få sekunder på instinkt og troen på at man sejler lige igennem.....

Et øjeblik efter, møder man stykkerne med sort asfalt - hvor man lige kan nå at trække luft og føle fast grund under hjulene. Bare for at møde næste brede stykke med det glatte underlag.

Smukt ser det ud, når vinden flytter store mængder fin sne, hen over vejene. Og i mens skinner solen ned mellem de hvide skyer og varmen rammer ansigtet med en forbavsende varme.

 

Mon vi snart igen får fast grund under hjulene - uden bølger af hvidt for hver 100 meter? Mon vi snart får lov at mærke solens magt, langt ind i kroppen? Og hvad med havearbejdet? Må vi ikke godt snart? :) Jeg glæder mig - selvom jeg indrømmer at jeg smilede bredt flere gange, under kørslen i "de hvide bølger" idag ;)

Sol, sne, sol og så lidt mere sne

Vejret ved ikke helt til hvilken side det vil hælde idag. Vi har haft skiftevis høj sol og snestormslignende tilstande ;)

Smukt har det set ud - uden tvivl! Jeg elsker synet af det tykke hvide lag, der bare bliver mere og mere dundyneagtigt at se på. Dog må jeg også indrømme, at det rykker i mit indre, for noget mere varme, sol og jord under neglene.

Det nærmeste jeg kommer det lige nu, er vist at så spændende frø indendøre, samt købe lidt forår på vase. Øhh ja, det vil jo sige, at jeg købte en stak hyancinter, uden at overveje om jeg havde en vase til det. Det havde jeg ikke, viste det sig, så jeg måtte ty til patentglas!

Men med lidt vandperler i bunden (som ikke har nået at udvide sig endnu), så går det også nok.

Men alt pynter på forårshumørt - når et kig udendørs, viser store fnug der mest af alt ligner vattotter, der daler tæt og tungt. Bevares, Tina 4 år jubler.... Men den mere voksne side begynder altså at sukke efter at se det grønne græs, træer i knop og solen på en smuk blå himmel - måske flankeret af små hvide bomuldsskyer!

I stedet toppede vi i dag, en snedyne, med en dybde på knap 13 cm. Men så skal jeg love for at tøvejret også satte ind her til eftermiddag - det nærmer sig tsunamitilstande på min terrasse, der har lidt svært ved at komme af med smeltevandet. Og næste øjeblik - ja så sner det tæt igen.

Men så ER det jo godt, at der inden døre, vises tegn på forår ;) Vindueskarmen bugner af små håbefulde grønne planter, der strækker sig mod solen og er lige så ivrige efter varme, som jeg.

I går og i dag, har en hel flok små nye tomatplanter, sagt goddag til verden. De strækker hals så hurtigt at man næsten kan set det, med det blotte øje. Man kan næsten sige de er gået lidt "agurk" ;)

Så vindueskarmen er presset til sit yderste. På skobakker, af den slags man stiller sit våde fodtøj i for at dryppe af, står de side om side og slås lidt om pladsen. Chiliplanter i massevis, breder sig ud over de få meters plads der er til rådighed.

Jeg vil tro jeg ender på et sted mellem 30 og 40 planter i år. Og oveni det, venter ca. 6-7 sorter tomater og en enkelt agurkeplante. Agurkeplanten er kommet med sådan lidt fra sidelinjen - jeg har nemlig været så letsindig, at tilmelde mig Agurkevæddeløbet 2013, en gruppe på facebook.
Uden først at overveje om jeg egentlig har plads til det - og ikke mindst evner for det. For jeg har endnu aldrig selv dyrket en agurk.

Jeg fik en plante sidste år, men jeg fik den ret sent og den nåede aldrig at gøre væsen af sig.

Chilierne derimod, føler jeg, at jeg har mere styr på. Også her er der væddeløb om hvem der vokser sig størst og stærkes, hurtigst ;)

Jojo - foråret lever inden døre, her hos mig ;)

Ting tager tid

Ting tager den tid ting tar' ! Men endelig tikkede brevet ind, om at forsikringen dækker behandlingerne hos fyssen. Jeg er måske krævende og utålmodig, men jeg synes sådan noget tager laaang tid.

Jeg har haft ringet til forsikringen et par gange for at høre om de dækkede - og hver gang kom der tøvende og vævende : Jooo det mente de da at de nok gjorde! Arrrjmen hvor svært er det at give klokkeklare JA eller NEJ svar? Som jeg forstår tingene så burde min egen fritids/ ulykkesforsikring træde til - og bagefter er det så op til mit forsikringsselskab at kradse pengene ind hos modpartens forsikringsselskab.

De ved hvornår ulykken skete. De kender sagsnr. hos politiet (politiet siger dog at hverken Louises eller mit forsikringsselskab har haft kontaktet dem endnu - selvom vores forsikringer påstår det modsatte). De ved modparten har erklæret sin skyld osv osv... og alligevel tager alt en krig.

Men idag lå brevet så i postkassen, om at de dækker. Så nu kan jeg ånde lidt lettet op i første omgang, for jeg har ganske enkelt ikke råd til behandlingerne selv. Så uden dem - havde jeg desværre nok bare måttet se hvad tiden bragte.

Men som det ser ud lige nu - så får jeg i hvert fald den hjælp, der alt andet lige burde kunne gøre en forskel. Så er der tilbage at håbe og tro på at alt nok skal blive godt igen - selvom fyssen trækker lidt på det, når jeg spørger om alt bliver tip top igen.

Jeg tror på det!

Så smukt

Sikke nogen kolde dage vi har lige nu :) Jeg troede vinteren var ovre og vi gik foråret i møde, med små og sikre skridt. Så jeg var ikke lige mentalt klar på flere dage med frost og sne. Det ligner mig ikke at sige sådan - at jeg ønsker foråret og ikke har lyst til mere sne ;)

Men min vindueskarm bugner af små lysegrønne spirer, og inden længe er der ikke plads indendøre mere ;) Så jeg trænger til varme, sol og drivhus!

Dog må jeg sige at det gav mulighed for nogen meget forfrosne fotos ;) Der lå is i flager og smeltende is overalt i haven. Lige meget hvor man kiggede hen, var det som at se kampen mellem varme og kulde.

Tykke isflager fra vandbeholderen - tynde bittesmå flager mellem græsstråene... alle kæmper de mod solen, der alt andet lige, har fået mere magt nu.

Tiden er den afgørende faktor. Hvor lang tid solen når at bage på den kolde overflade, inden der igen kommer en sky forbi, eller dagen er brugt op og natten igen kommer med kulde og frost.

TID - en sjov størrelse.... En sætning runger i mit hovede: "Det tager tid - Det har du jo masser af!" Sætningen er sagt af min fysioterapeut... og da sætningen rigtigt sank ind, gjorde den mig pissesur. JEP jeg går hjemme og JEP jeg skal ikke slås med en arbejdsgiver... men min tid er også dyrebar, selvom jeg går hjemme. Jeg savner MIG - jeg savner strik - jeg savner at JEG bestemmer om jeg skal knokle med det ene eller det andet og tage den dag det koster mig, på sofaen, bagefter. Så præcis som Einstein nåede frem til - så er alt relativt !!! :)

Lige nu, føles det i hvert fald som om der er laaang tid til både forår og at jeg er fuldstændig tilbage på vanlig niveau! :) Men jeg må tage ETskridt af gangen - og mærke at jeg får mere og mere magt over situationen - præcis som solens kamp mod isen.

Hold da op

Sikke jeg er tapet ind på kryds og tværs. Fysioterapeuten var ikke så hård idag, som frygtet. Men til gengæld udstyret med en bunke løftede pegefingre og en stor rulle tape ;)

Optur - Nedtur

Tiden sneeegler sig afsted herhjemme, synes jeg. Nok føles det sådan, fordi jeg ikke kan en skid. Undskyld sproget - men normalt, med de ledsmerter jeg normalt bøvler med i kroppen (irriterende nok, de dele der ikke er involveret i ulykken), plejer jeg at sige at mine smerter IKKE skal styre hvad jeg laver i min hverdag. Selvfølgelig til en vis grænse.

Men lige for tiden kan jeg IKKE bare sige sådan. Det irriterer mig selvfølgelig at de steder ulykken ramte, nu gør at praktisk talt hele kroppen nu er involveret i noget med smerte. Men må også sige, at jo nærmere hovedet, smerter kommer, jo sværere er de at ignorere.

Fredag var jeg til Kranio Sakral Terapi - for første gang i mit liv. En  super flink mand, der kort bad mig lægge mig på briksen og så holdt han egentlig bare hænderne over min krop, mens jeg lå som en flitsbue og frygtede at han overhovedet ville RØRE min nakke og skuldre og arme.

Han smilte og kiggede mig i øjnene og sagde: Du har ondt dér, der og der.... mens han forsigtigt satte en finger de forskellige steder. Og så gik han ellers igang....
Svage svage tryk, her og der, og jeg indrømmer at jeg startede med at tænke: Sådan en gang hokus pokus, tag dog VED mand! Men 20 minutter efter, kom han til de aller ømmeste punkter og jeg holdt pænt min mund. Han fandt også andre steder, som jeg ikke vidste gjorde ondt, men små tryk gjorde at jeg dælme ikke var i tvivl.

Efter endt behandling - kiggede han på mig og siger: Jeg henter lige et glas vand til din tørst.
Tørst tænkte jeg? Jooo jeg er da egentlig ret tør i munden. Men jeg slugte seriøst et kæmpe glas vand i løbet af 5 sekunder. Noget jeg ALDRIG har gjort før. Jeg drikker normalt ikke ret meget og da slet ikke lange store slurke.

Da jeg gik ud derfra, kunne jeg bevæge nakken!!!! Jeg kunne kigge til siderne - ca. halv mobilitet af normalt. Smerterne var der stadig, men jeg var ikke helt stiv. Armene gjorde nas og var tunge. Men ingen tvivl om at manden havde givet mig lidt bevægelighed tilbage.

Men SÅ kom lørdagen - er du VIMMER jeg vågnede med ooondt. Jeg er dybt dybt taknemmelig for at han ikke "tog mere fat" og at jeg havde holdt min store mund lukket. For ingen tvivl om at han havde ramt alle de rette steder og de skreeeeg. Desværre sagde han også, at hans forsigtige bud på fremtid var, at det her slap jeg ikke fra uden mén. Hans bud var at jeg ville få mén i højre skulder og et par steder i nakken, samt min tinitus. Men det vil tiden vise....

Jeg var lidt bleg i betrækket - men jeg havde meldt mig til "kreativ dag" på mit lokale bibliotek, med en arbejdende stand, for flere uger siden. Og jeg ville ikke svigte, da der havde været et større frafald allerede. SÅ jeg fik hjælp af min mor til at fragte mig og mine ting derned, og sat op (TAK mor, fordi du hjælper hvor du kan).
Men jeg burde uden tvivl have været blevet hjemme - for jeg kunne seriøst intet. Jeg skulle bare vikle stofstrimler om lampeskærmestativer - men jeg kunne ikke. Og inden vi var halvvejs igennem dagen, nikkede jeg af træthed.

Idag har jeg knap så ondt i arme og hænder og nakke. Og bevægeligheden er der stadig. Så det har bedret nogen ting - uden tvivl.

Nu frygte jeg bare for i morgen. For der skal jeg til fysioterapeut. Og effekten af MILD kranio sakral terapi var ooondt - så hvordan ender det ikke efter fysio?

Nå, men eeeen dag af gangen :) Jeg er positiv - kvalmen er nemlig væk. Jeg bliver ikke længere "køresyg", med mindre jeg virkelig læser lange kapitler - eller hører høj musik.

Det var bedre

Idag havde jeg så en tid ved lægen igen... jeg var SÅ kampklar da jeg trådte ind af døren! Jeg havde forberedt en dundertale af en anden verden.

Jeg fik dog ikke rigtigt brug for den. For hun startede selv ud med at undskylde for forleden dag, at hun godt vidste hun havde gjort det eneste jeg ikke havde haft brug for - nemlig at feje mig af!
Det viste sig dog at være ret skidt med den lille pige i venteværelset. Grundet tavshedspligt, ved jeg ikke hvad det gik ud på - men jeg kunne godt fornemme idag, at det ikke bare var småting.
Men, som hun sagde, så ændrede det ikke, at enten hun eller klinikpersonalet, burde have haft grebet fat i mig og forklaret og givet mig en ny tid ASAP!

Så jeg fattede mod og forklarede hvor skuffet og vred jeg var over den behandling og endte i tårer .... Jeg troede jeg var løbet tør....og vi fik ordnet det der skulle ordnes. Og jeg fik min mening ud og ikke mindst min oplevelse af ulykken, samt en forklaring på at alt så "normalt" ud, efter omstændighederne. Så intet alarmerende ud over piskesmæld og måske klemte nerver og nogen bitte små ledbånd der havde det svært. Alle disse ting kunne nemt være skyld i tinitussen i mit højre øre og de sovende fingre på højre hånd.
Kvalmen fik jeg også forklaret - via sygehusets rapport. Jeg HAR åbenbart hjernerystelse. Jeg troede kun man fik hjernerystelse, hvis man havde knaldet hovedet ind i noget. Som da jeg var barn, og den ene gang efter den anden, kyssede asfalten, på enten cykel, skateboard eller rulleskøjter... eller andre mere kunstfærdige krumspring. Men nix - det er åbenbart nok at hjernen har fået sig en rystetur.

Egentlig ganske logisk, når man får skåret det ud i pap ;)

Så lige nu går det stærkt. I morgen hedder det Kranio-Sakral-Terapi... noget jeg aldrig har prøvet før. Og mandag fysioterapeut... noget jeg heller aldrig har prøvet før. Og så må vi se hvordan det spænder an. Jeg har INGEN anelse om hvordan jeg finder penge til det. Jeg håber inderligt forsikringen dækker.

Og så glæder jeg mig afsiiindigt til jeg kan lave noget kreativt igen!!!! :) Jeg håber at imorgen og mandag gør underværker!

Sku man?

Min mor har denne Morten Ingemann kalender stående på sit køkkenbord. Og jeg spottede dagens kalenderblad og måtte grine lidt ;)

For når man ser ambulancer i tv er det ofte sådan en rigtig hot ambulancefyr... Måske jeg skulle have taget chancen? ;)

Nå, synes lige det var godt med lidt humor i det trælse ;)

------------------

Jeg var ved lægen idag og det var da ærlig talt en fesen oplevelse. Jeg fik 3 minutter af hendes tid!!  Som gik med at sætte et par krydser på nogen forsikringspapirer og en sætning som "Du kan jo bare skrive xxxxxx" ....Nej søde læge, jeg kan ikke BARE skrive! Det er til en forsikring - det handler om mit helbred - og jeg vil ikke sidde og formulere noget der kan skade min sag.

Dernæst ved jeg, at der på piskesmældsforeningens hjemmeside står: At nogen faresignaler der gør at man bør søge egen læge, efter en piskesmældstur, er kvalme/opkastning (chek), snurren i fingre eller arme (chek), armen føles tung og uden normale kræfter (chek).... og ALLE disse ting nævnte jeg og spurgte om der evt. så skulle en røntgen til, da der ikke er blevet taget en sådan.
Men næææ disse ting var HELT normale... om jeg ikke havde været ved fysioterapeut endnu? Øhhh NEJ jeg har jo ikke fået nogen henvisning eller noget og ved slet ikke hvad der skal til, og hvad der ikke skal til?!?!?

Men så kom forklaringen - hendes opmærksomhed var ude i venteværelset. For der skulle et barn ind til hende, som vist var utrygt. Men hvorfor spurgte hun så ikke om jeg ville lade barnet kommet ind først og så mig bagefter??

Jeg blev så paf og reagerede ikke dernede. Selv min mor som var med mig, blev totalt paf og reagerede heller ikke ordentligt før vi hver især kom hjem!

Men i morgen ringer jeg derned og siger at jeg synes det var yderst urimelig behandling. Jeg booker 15 minutter og regner med at få 15 minutter. Og ikke mindst, at den første læge jeg møder giver mig den info jeg mangler - beroligelse - forklaringer og fyldestgørende hjælp til at besvare vigtige spørgsmål korrekt. Jeg ved ski ikke selv om smerter i skulder og fingre, stammer fra nakken eller det sted på ryggen der gør ondt, midt mellem skulderbladene. Eller om alt er een og samme skade!!!

Nå, men det hele løser sig vel på et tidspunkt!! I hvert fald har kvalmen været liiige knap så insisterende idag og DET er ski da positivt! :)

En uge senere...

Så blev det atter mandag og en uge er gået. Tiden er på een gang fløjet afsted og kravlet langsommere end en snegl. På den ene side føles det som igår, vi kørte galt... Lydene og lugtene er lige så tydelige. På den anden side set er den værste nakkestivhed aftaget, helt ifølge normalen. Desværre er der så bare stadig mange nakke, skulder og rygsmerter og på brystet omkring kravebenene. De blå mærker er næsten væk, men smerterne er der stadig - pokkers også.

Men det værste er den svimmelhed der tilstadighed jagter mig... Så snart jeg lige når at smile og tænke:"nu bedres det", så drejer rummet lige nogen hurtige omgange, som i en af de der små børnekaruseller, på legepladser, som jeg elskede som barn. Og SÅ kommer kvalmen og trætheden bølgende som en tsunami. Der er intet at gøre, jeg kan lige så godt finde sofaen... Hurtigt, inden jeg går i brædderne.

Ind i mellem føles det som om jeg går "sukkerkold på steorider". Har du nogensinde prøvet gå sukkerkold så kroppen ryster som havde du lige drukket en liter jordemoderkaffe selv? Hjertet banker som var den betalt for overtid...koldsved pibler frem som sved på en sommervarm pande. Og det eneste der hjælper er noget sødt, efterfulgt af noget ordentligt?
Sådan har jeg det tre til fire gange om dagen og HELE natten. Det startede på 3-4 dagen og har hængt godt ved siden.

Det er lige meget hvad og hvor meget jeg spiser, det kommer nådesløst og lægger mig ned. Især nætterne er slemme. Det giver ikke mange timers regulær søvn. Tværtimod ligger/sidder jeg og forsøger hverken at bevæge mig, eller synke for meget.

Jeg har en tid ved lægen i morgen. Jeg bliver nødt til at have hendes ord for at alt ser ud som det nu gør, efter sådan en tur. Og at der ikke er stødt noget til, der skal kigges på.

Nakke/skuldersmerterne, kan jeg lidt leve med. Jeg er vant til at leve med smerter. Men det piner mig når jeg ikke kan hverken strikke, tegne, male, lave mad, vaske op, rydde op, gå en tur eller noget som helst endet, der tager ret meget mere end tyve minutter. Hvis du tager en poncho på, der går dig ned til albuerne, og med rullekrave.. Så har du området hvor jeg har smerter i samtlige muskler, sener og led... Kun hvis jeg ligger ned og slapper helt af, er de næææsten usynlige.
Men det er pisse hamrende kedeligt, (pardon my french) for jeg kan ikke læse uden at blive dårlig, eller se tv.. Selv denne blogpost koster.

Og DET pisser mig af.... For hvad er der snart tilbage at glædes over, når man sover sammenlagt 15 timer i døgnet, og er udskidt æblegrød i resten af døgnet?

Undskyld mit jammer... Men her syv dage efter, havde jeg inderligt håbet på en tydelig bedring. Så er for første gang i mange år lidt sortseer og trist. Der løber mange tårer når ingen ser det... Indrømmet, jeg går og pjevser. Jeg plejer at sætte en ære i at bære mine smerter med stolthed og ikke klynke eller jamre. Det plejer jeg at kunne efterleve... Ikke mange har hørt mig klynke... Og derfor piner det mig at jeg i disse dage simpelthen ikke kan se fremad og turde håbe på bedre tider. Og selvom min omverden står i kø for at hjælpe (jeg elsker jer, hver og en), så er jeg desværre indrettet så jeg ikke duer til at tage imod.

Puha, sikke jeg får luft her... Nu håber jeg skisme ikke jeg får skræmt for mange væk med mit jammer. Men det hjælper at lukke det ud og jeg kan holde hånd i hanke med hvad der sker. Jeg har lidt mistet kontakten med min tidsfornemmelse, min koncentration og nogen har flyttet på ordene i min hukommelse, når jeg kigger efter dem.

Her synkes

Jeg forsøger stadig at synke denne uges oplevelser. Jeg svinger mellem at føle mig ynkelig og som en fej kylling - for hvorfor klynke, være angst, drømme grimme drømme, få hjertebanken og voldsomme nakkesmerter med dertilhørende svimmelhed og kvalme .... når der næsten ikke skete noget?

Næste øjeblik, kan jeg godt se at der skete noget - og at de her ting nok bare følger med. Selvom jeg føle mig svag. Jeg er en person der aldrig går og fortæller folk at jeg har ondt. Trods det, at jeg normalt altid har ledsmerter i hænder, knæ og fødder. Men den måde nakkesmerterne manifesterer sig på, kan jeg ikke ignorere, trods smertestillende. De trækker ud i armene og hele ansigtets muskulatur kan "krampe op". Jeg har kronisk tankemylder, ikke bare den onde slags... men det eneste min hjerne åbenbart har lyst til at tænke på, er hele mandag og tirsdag. Når jeg har stået/siddet og lavet noget i 20 minutter, med hovedet bøjet lidt fremover, kommer kvalmen, hovedpinen og nakkesmerterne frem i lys lue og jeg bliver nødt til at lægge mig ned.

Og så er det at jeg bliver lidt flov indeni. Tænker at folk da må tro jeg er super pivet og en klynkemarie. Og så tier jeg stille med det og forsøger at blive på benene og gøre alt det jeg VIL !

Og så er der lige det der med, at jeg haaaader at føle mig som en byrde. Nanna må være den der vasker op og rydder væk. Hun måtte idag lave aftensmaden. Hun skal køre mig fra A til Z. .... eller også skal min mor. Jeg har ikke fået vasket hår siden søndag.... det kan kun blive til brusebade, hvor jeg ikke skal have hænderne over hovedhøjde. (jeg vil dog prøve igen nu her, siddende på gulvet)...... Og jeg har det altså bare ikke godt med at være hende der skal have hjælp til ting!!

Jeg har fået "skældud" af min mor idag (Det har jeg sgu ikke prøvet i mange år)... men hun sagde at jeg dælme skulle blive på den sofa! Min fætter forsøgte at forklare mig, at skaderne på en bil ikke er proportionalt med de skader fører og passager får... en bil kan være skrammet og en person dør, eller en bil kan være helt krøllet og personerne gå derfra uden mén.  Jow jow - jeg prøver at lytte.

Samtidig skal man så bøvle med forsikringerne. De hænger i bremsen.... "næææ vi kan da ikke bede om politirapporten - den skal du selv bede om". Politiet siger: "nix, vi udlever ikke en politirapport til en civil". NÅ, men endelig gav forsikringen sig vist og ringede til politiet.

Alt i alt, synes jeg at der skal kæmpes for ALT. Forsikringen, en undersøgelse osv.... jeg er sgu bange for langtidsbøvl og vil så gerne have noget ordentlig info omkring hvad jeg kan gøre for at mindske den risko. Men man får praktisk talt ikke ret meget information om noget som helst. Min hjerne slår knuder og jeg har egentlig brug for at vide om det er normalt at gå og panikke og drømme om det der er meget værre end det skete. Og hvor længe det er okay, man får hjertebanken når man kører bil. Mig som normalt ELSKER at køre bil!

Nå, ikke mere klynk herfra, det lover jeg :) VEJRET VAR FANTASTISK IDAG - DET er positivt :) Jeg sugede solen til mig, i min varme stue... og det samme gjorde mine små chiliplanter, som jeg helt har glemt at passe.