Så er der atter tid til Julemarked på Rolles Mølle

søndag den 8. december 2013

Rolles Mølle, set igennem porten.
De af jer, der har læst med længe, kan sikkert godt huske jeg har været der før. I hvert fald er det atter tid til julemarked på den gamle smukke Rolles Mølle i Lunderskov.

Jeg glæder mig afsindigt meget hvert år, for der er SÅ utroligt hyggeligt. Omgivelserne er smukke og ualmindelig Morten Korch agtigt, hvis du spørger mig :)

Når du kører ind igennem porten og ind på gårdspladsen - er det som at komme til en anden tidsalder. Hvis man lige lukker øjnene for de moderne køretøjer der holder derinde. Man forventer hvert øjeblik det skal være, at der kommer en hest og vogn ind gennem én af portene, på den firelængede gård.

Børnene venter spændt på at træet pakkes ind
Eller at nogen står og plukker en fasan til aftensmaden ... hov vent - det SKER faktisk af og til på gården ;)

Idag handlede det dog om juletræer og julemarked. Udenfor stod familier med de brede smil og julehyggen strømmende ud af alle porer. Der skulle fældes juletræ og familiernes yngste var fyr og flamme. Hele processen skulle følges nøje, fra udvælgelsen af "verdens smukkeste træ", til fældning og indpakningen af træet. Man fornemmer tydeligt at det, ud over juleaften, var et af december måneds højdepunkter.

Et kig ind mod min lille bod
Går man nærmere én af dørene ind til længen til højre, ramte duften af æbleskiver næseborene og lyden af julemusik slog én i møde.

Herinde var der nemlig julemarked, med alskens kreativt, julesmåkager, dekorationer og alt muligt spændende.

Min bod (BÅS) til den anden side. I stolen sidder jeg og strikker med farmors tæppe over benene.
Det er enormt hyggeligt at gå rundt i de gamle kvægstalde, hvor der stadig er krybber og drikkopper i alle båsene. Der ligger strategisk placerede halmballer og gran i gitrene mellem båsene.

På staldgangen går en julenissegrå hankat rundt, ved navn Buller. Velsagtens den mest kælne kat i hele Lunderskov og omegn. Selv efter 100 hænders kælen, var den klar på liiidt mere snak og kæl.

En anden af juleboderne
Og der i alle båsene, stod vi så med vores boder. Med julehygge, julemusik og nissehuer og brede smil.  Snakkende med en masse flinke besøgende, der kunne fortælle om deres nyfundne juletræ, historier om by og land osv.
Meget mere hyggeligt bliver det simpelthen bare ikke.

Endnu en julebod
Flere juleboder
Selv omkring frokost, hvor gæsterne selv sad hjemme ved frokostbordene, gik snakken højt. Og gårdejerne kiggede med mellemrum ind for at høre om vi frøs, havde det godt eller manglede noget. Ikke spor tvivl om at de vist nyder julehyggen lige så meget som vi gør.

Sccchhh julenissen sover
Hvis man sådan kaster et blik rundt i staldenes gange, kan man også se at det ikke kun er os udstillere, der er glade for julen. Overalt står der små sjove nisser, granguirlander eller koglekurve.

Ind i mellem dette hænger gårdejerens jagttrofæer. En kæææmpe stor "Rudolf" hænger og kigger på os når vi går forbi på gangen. Stor, majestætisk og smuk er den!

Rudolf - eller i hvert fald en fætter
Børnene der kom på besøg, brugte meget tid på at klappe både katten, men også de udstoppede dyr. Og Rudolf her blev også beundret en del.

Og her i al den jul og hygge, har jeg stået hele weekenden - og vi er klar igen næste weekend. Ses vi ??
KOM og kig!

7 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvor sjovt - mine forældre bor i Lunderskov, og jeg anede ikke, markedet fandtes. Det er ude på Rolles Møllevej, ikke?
Hvad tid er der åben næste weekend?

Tina sagde ...

Hejsa, jo det er det :) det er lørdag og søndag fra ti til fire :) håber du kommer.

dqpage sagde ...

Det ser godt nok rigtig hyggeligt ud. God fornøjelse næste weekend også
(jeg bor desværre for langt væk til at kigge forbi)

Lene sagde ...

hygge med hygge på....det er så fint og jeg ville ønske, at der var tid til det næste weekend :)

Tina sagde ...

Mona: Det er SÅ hyggelidt dernede :) Glæder mig fra år til år.

Lene: Jaaah lige netop hygge med hygge på ;) KNUS , miss you!

folehave's univers sagde ...

Hvor ser det da hyggeligt ud.

Lasse Nielsen sagde ...

Sikke en julestemning man kan fornemme på de billeder :)

Send en kommentar